Én it-afdeling under Skatteministeriets koncern med ansvar for al administrativ it i staten.
Det kan blive virkelighed allerede om tre år, hvis det står til Finansministeriet.
"Skatteministeren gives via kongelig resolution ansvaret for at udbyde og drive opgaver vedrørende it for alle statslige institutioner," lyder det i rapporten fra Finansministeriet, som Computerworld er kommet i besiddelse af.
Den markante omlægning vil gøre den siddende skatteminister til statens stærke it-driftschef.
"I skatteministeriets koncern etableres et servicecenter, der har ansvaret for at drive og udbyde ydelser vedrørende it. Det administrative servicecenter har den daglige kontakt til statslige institutioner og afholder løbende driftsmøder med de omfattede institutioner, hvor spørgsmål vedrørende driften kan drøftes," fremgår det af rapporten.
4.000 servere
Præcis hvor mange medarbejdere, det nye servicecenter vil indeholde, er ikke endnu klart fastsat, men ud fra rapporten kan det være op til 1.000 medarbejdere.
Formålet med sammenlægningen er effektiviseringer.
Alene på driften af it forventer Finansministeriet årligt at kunne spare i omegnen af 425 millioner kroner.
Den præcise definition af arbejdsopgaverne ligger ikke helt fast for it-afdelingen, dog bliver det helt sikkert drift af blandt andet netværk.
Der skal samles i alt 4.000 servere og 40 disksystemer på storageområdet.
"Der anbefales et konsolideringsforløb, hvor antallet af servere reduceres fra mere end 4.000 til lidt over 700 servere, svarende til en samlet reduktion på 82 procent.
Dette muliggøres blandt andet gennem en maksimal udnyttelse af...fortsættes
virtualiseringsteknologi, hvor mange logiske servere deler kapacitet inden for de samme fysiske enheder," står der i rapporten.
"På storageområdet anbefales det at nedbringe antallet af enheder fra mere end 40 disksystemer til otte store disksystemer, svarende til en total reduktion på 82 procent.
Formålet er at tilvejebringe tilpas storagemasse til at anvende de mest optimerede enterprisediskløsninger. Samtidig øges udnyttelsesgraden fra cirka 70 procent i det nuværende miljø til cirka 85 procent med den nye teknologi," skriver ministeriet videre.
Omlægningen skal ske meget hurtigt. Den estimerede sammenlægningstid er tre år, oplyser Finansministeriet i rapporten.
Jensen i spidsen
At det netop er Skatteministeriet, den nye afdeling skal placeres under, begrundes ikke voldsomt meget i rapporten. Men man peger på dets erfaringer med it-projekter tidligere.
"Skatteministeriet vælges som fremtidig ejer, da ministeriet har betydelig erfaring med store konsolideringsprojekter, herunder it," skriver Finansministeriet.
Vedtages anbefalingerne fra Finansministeriet allerede i år, skal Kristian Jensen hurtigt i gang med at opbygge den nye it-afdeling.