Forbrugere og butikker vender i stigende grad den særligt sikre udgave af Dankortet til netbetalinger – eDankort – ryggen.
Således faldt antallet af betalinger på internettet, der blev foretaget med eDankort med 6,2 procent i 2007 sammenlignet med 2006. Det sker samtidig med en fremgang på 28 procent i de samlede kortbetalinger på nettet.
Tilbagegangen for eDankort er samtidig også en markering af at brugen af eDankort nu er vigende for første gang siden introduktionen i slutningen af 2003.
Og måler man på udviklingen i det sidste kvartal af 2007, hvor der kun var godt 11.000 transaktioner med eDankort, er det nu meget tæt på at være bombet tilbage til begyndelsen.
Går via netbanken
eDankort blev i sin tid lanceret som en særlig sikker måde at handle over internettet. I modsætning til nethandel med det almindelige Dankort, hvor man indtaster sit kortnummer, udløbsdato og den ekstra sikkerhedskode, foregår handel med eDankort via netbanken.
Klikker man for at betaler med eDankort, ryger man automatisk over i sin netbank og udfører betalingen, som var de en kontooverførsel i netbanken.
At forbrugere og måske også butikker i den grad vender eDankort ryggen står i skærende kontrast til den generelle tendens med stadig flere og flere kortbetalinger over internettet. Og det går også imod den generelt skærpede opmærksomhed på sikkerhed på nettet.
Kun fordel for butikkerne
Men ifølge direktør Morten Kamper fra de internethandlendes forening, FDIH, er der mindst to klare forklaringer på eDankortets fiasko.
”For det første er det bøvlet at bruge, og flere har problemer med at få det til at virke. Jeg har selv forsøgt uden held. For det andet er det kun til fordel for butikkerne at bruge eDankort, mens forbrugerne ikke får noget ud af det,” siger han.
Han henviser til, at butikkernes retsstilling med eDankort er bedre i en eventuel sag om svindel, mens forbrugerne hverken er bedre eller dårligere stillet i forhold til at handle over nettet med almindelige Dankort.
”Så hvis ikke man også giver forbrugerne nogle fordele, så tror jeg ikke på, at eDankort har en fremtid. Det skal som minimum være lige så nemt at bruge som de almindelige kort,” siger Morten Kamper.
Han mener også, at e-butikkerne i bytte for en højere sikkerhed kunne give de forbrugere, der bruger det sikre eDankort, rabat på prisen.
Hos PBS, der har udviklet eDankort sammen med bankerne, har pressechef Søren Winge ikke umiddelbart nogen forklaring på at eDankort betalingerne falder.
”Vi kan bare konstatere, at forbrugerne ikke vil benytte sig at den ekstra sikkerhed, der ligger i eDankort, og det kan også være, at butikkernes interesse ikke er så stor, fordi de ikke oplever store problemer med misbrug ved at bruge SSL-kryptering,” siger Søren Winge.