Fra TV2 har danskerne Rasmus Tantholt ind på skærmen med nyheder fra Irak.
Han og andre journalister forsøger at rapportere hjem fra en konflikt, der hver eneste dag koster menneskeliv.
Michael Yon er anderledes.
Selv om han bringer historierne og billeder fra den yderste frontline, hvor levende mennesker bliver til lemlæstede lig, er han han hverken journalist eller soldat.
Han er blogger.
Lever af gaver
Og han tjener hverken sine penge ved at sælge reklamer på sit website eller som ansat i en medievirksomhed med fast hyre ind på lønkontoen hver den første i måneden.
Han lever af frivillige bidrag fra læserne.
"For det meste og som det vigtigste er det, når folk sender penge med Paypal eller sender deres støtte med posten," skriver Michael Yon på sit website, michaelyon-online.com. Som han skriver på sin blog er det ikke fordi han er særligt rig.
"Jeg sætter bare så stor pris på min uafhængighed og den troværdighed, som det giver mig i forhold til de mennesker, der betror mig deres historier," skriver Michael Yon på sin blog.
Ved siden af tjener han også penge ved at sælge sine billeder fra Irak.
'Skyd mig, skyd mig. Jeg vil dø'
Nærmest ved et tilfælde besøgte han på invitation fra en officersven Irak efter tre af hans venner var blevet dræbt i kamphandlinger.
Og i de tre år, der er gået siden, har han konstant dækket fronten sammen med amerikanske soldater. Og i den rolle har han set uhyrlige ting.
"Vi så en mand liggende på maven, barfodet, i beskidt oliemudder, menneskelig afføring omkring ham. Han var skudt i maven ved et udendørs toilet. Manden førte sin pegefinger op lige mellem sine øjne. 'Skyd mig, skyd mig. Jeg vil dø'," skrev Michael Yon på sin blog i 2005.
Mens han langt fra er den objektive iagttager, får han ros fra profesionelle journalister, skriver avisen International Herrald Tribune.
Bloggerne kommer
Som en af de første uafhængige kom han til Irak i 2004 efter, at det amerikanske militær lod han følge en enhed af de amerikanske kampstyrker.
Siden da er antallet af uafhængige bloggere og journalister steget, mens der er blevet færre journalister fra de etablerede medier, skriver avisen The International Herrald Tribune.
Den tidligere soldats blog er særligt rost i konservative kredse i USA, for eksempel bloggen American Thinker.