"Vi har nogle konkrete numre og navne, vi skal have kigget på."
Ordene kommer fra Carsten Grøngaard, afdelingsleder for Skats otte mand store e-handelsgruppe, når han skal beskrive resultatet af Skats nyeste våben mod skattesnydere på internettet.
Hemmeligheden er en specialudviklet søgerobot, der gennemtrawler internettet i jagten på personer og virksomheder, der sælger varer eller ydelser og glemmer at fortæller skattemyndighederne om det.
16.000 virksomheder
Med den robot har Skat identificeret cirka 16.000 personer og virksomheder, der driver forretning i den elektroniske verden.
Op imod 600 af disse har vækket myndighedernes interesse, og de kan nu se frem til en henvendelse fra Skat.
"Nogle vil få et pænt brev, hvor der står, at vi kan se, de har en netbutik, og de skal være klar over, at reglerne er sådan og sådan. Det vil være størstedelen af dem," siger Carsten Grøngaard.
Så vil der være en andel tilbage, der ikke ser ud til at være momsregistrerede og ikke opgiver noget overskud i virksomheden.
"Dem må vi nok banke på hos og spørge, om de mon ikke har glemt at fortælle Skat om deres tilværelse på nettet," siger Carsten Grøngaard.
Internettet letter arbejdet
Skat har netop opprioriteret jagten på e-handelsfuskere til et af indsatsområderne i 2008, for selvom internettet har givet danskerne flere muligheder for at skjule og maskere indtægter, så har det faktisk også været med til at gøre det nemmere at finde snyderne.
"Nettet giver os i nogle henseende nogle flere muligheder. Hvis du før i tiden havde et overskudslager på 50 havetraktorer, og du satte nogle opslag op i supermarkedet, så var det svært for os at finde ud af. Nu ligger det hele på et onlineauktionshus i stedet for, så vi har måske i virkeligheden bedre adgang efter meget af det er blevet elektronisk," siger Carsten Grøngaard fra Skat.
Han fortæller, at Skat har mange elektroniske spor, som kan følges.
"Vi kan selvfølgelig trække det samme ud, som alle andre kan – hvem står bag en hjemmeside, hvilke ip-adresser, hvor ligger serveren – og så har vi selvfølgelig mulighed for at bruge vores beføjelser til at skaffe os nogle betalingsoplysninger," uddyber han.
Boom i netbutikker
Når Skat netop nu opprioriterer jagten på skattesnydere på nettet, skyldes det, at antallet af personer, der sælger varer og ydelser på nettet, er eksploderet i de seneste år.
Alene i 2007 har mere end 3.400 nye webbutikker set dagens lys. Året før var tallet cirka 2.200.
Det er især sket, fordi det er nemmere end nogensinde tidligere at etablere en virksomhed på nettet.
I løbet af få minutter kan man være online og i kontakt med millioner af potentielle kunder, og det øger risikoen for fejl, mener Skat.