Afgående bestyrelsesformand i TDC, tidligere direktør Henning Dyremose, var ikke længere i stand til at opfylde den rolle, som han var blevet ansat til.
Sådan lyder vurderingen fra flere analytikere.
"Jeg tror ikke, at TDC har placeret ham som bestyreselsformand, fordi han skulle fungere som en traditionel bestyrelsesmand, der trækker i trådene og lægger de overordnede linjer. Overhovedet ikke. Det har kapitalfondene fuldstændig styr på selv. Jeg kan kun se det, som at han skulle spille ambassadør-rollen i forhold til offentligheden og kunderne," siger Morten W. Langer, ekspert i corporate governance og chefredaktør for og stifter af Ugebrevet for bestyrelser.
Han suppleres af teleanalytiker John Strand:
"Dyremoses indflydelse på TDC de sidste år har sandsynligvis været på niveau med den indflydelse, som dronningen har på det danske samfund," siger han.
Skadet image
Reelt har Henning Dyremose derfor ikke været den, der har trukket de store linjer i TDC.
Han har hvilet på sin rolle som en respekteret repræsentant i offentligheden, der kunne sælge budskabet til kunder og politikere.
Det er en rolle, han selv har været med til at underminere i forbindelse med mediestormen omkring hans fratrædelsesordning, der angiveligt indbragte den tidligere direktør op imod 75 millioner kroner, lyder vurderingen.
"Han har ikke den højeste stjerne i offentligheden efter den sag. Det er noget, der bliver hevet op ved forskellige lejligheder, og det er klart, at det forplaner sig omkring hans image," vurderer Morten W. Langer.
Angrebet af direktør
Samtidig har Henning Dyremose måtte lægge ryg til flere alvorlige angreb fra sin afløser på posten som koncernchef i TDC, Jens Alder, der har kritiseret bestyrelsesformandens tid som koncerndirektør.
"Jens Alder har fortalt, at det, som Henning Dyremose har fremstillet som en strandvejvilla i virkeligheden er en rotterede og at it-systemerne var det rene spaghetti. Han har fået offentlig spank af sin egen direktør," siger John Strand.
Det er en situation, som Morten W. Langer da heller ikke mener har været hensigtsmæssig for selskabet.
Ikke længere brug for en ambassadør
Han understreger dog, at Henning Dyremoses dalende stjerne ikke er den eneste forklaring på hans afgang.
Den afkølede debat omkring kapitalfondenes overtagelse af TDC gør nemlig, at telegiganten ikke længere har samme behov for en ambassadør.
"Jeg kan ikke se, at det tjener samme formål i dag at have Dyremose som bestyrelsesformand, som det gjorde for en to-tre år siden," siger han.