Microsofts farvel til Jeff Raikes som chef for softwaregigantens business division, og dermed også øverste chef for den danske udviklingsafdeling i Vedbæk, får ikke nævneværdig betydning for den danske og hidtil meget højt profilerede afdeling.
Det vurderer Klaus Holse Andersen, corporate vice president i Microsoft Danmark, der imidlertid ikke kender meget til den nye chef Stephen Elop:
Ny chef ukendt
"Jeg kender ham ikke særligt godt, og han kender formentlig heller ikke Danmark," siger Klaus Holse Andersen.
På trods af det manglende kendskab vurderer Klaus Holse Andersen alligevel ikke, at den danske afdeling skal frygte store ændringer.
Han begrunder sin vurdering med, at både Steve Ballmer og Kyril Faenov, der sidder placeret lige under den nye chef Stephen Elop, begge har været svært tilfredse med danske udviklingsafdeling.
Anerkendt af Ballmer
"Steve Ballmer kommer til Danmark engang om året som en anerkendelse af vores arbejde. Og det sker ikke i alle udviklingsafdelinger. Mon ikke, at de kan påvirke Stephen Elop," spørger Holse Andersen retorisk.
Han henviser endvidere til, at Raikes først forlader posten til efteråret.
Beskeden om chefskiftet på en af de øverste poster i Microsoft kom forleden som en chok-nyhed i it-verdenen..
Kendt ansigts farvel
49-årige Raikes har siddet højtplaceret i Microsoft i 26 år, og han er et af firmaets mest kendte ansigter udadtil - næstefter Bill Gates og Steve Ballmer.
Den nye chef, Stephen Elop, er ikke blot ukendt for Klaus Holse Andersen, men også for mange andre i Microsoft-koncernen.
En hård hund - men respekteret
Til gengæld er den tidligere driftsdirektør hos Juniper Networks Inc. et kendt navn i Silicon Valley.
Her beskrives han ifølge Computerworld Newsservice som en hårdtarbejdende og kontant salgschef, som blandt andet hjalp med at bringe Flash-producenten Macromedia til nye højder under dotcom-boomet.
I en kort periode som administrerende direktør fungerede han også som førstehjælper, da han hjalp Macromedia op af nedturen ved at bane vejen for Adobes opkøb af selskabet.
Mobil-fokuseret
Ligeledes var Stephen Elop en stor fortaler for at få bragt Flash ud på mobiltelefonerne - en indsats, der bar frugt, for i dag er flash ude på 300 millioner telefoner.
Af tidligere kolleger beskrives Elop som hård.
Hans øgenavn i Macromedia-dagene var angiveligt 'Generalen'. Men på trods af hans hårde stil, var han alligevel respekteret, forlyder det.