Der er ingen planer om en XO-computer, der kan boote i både Microsoft Windows og det nuværende styresystem, Linux-varianten Fedora.
Det siger Microsoft til amerikanske BetaNews.
Forleden fortalte chefen for OLPC-projektet, Nicholas Negroponte ellers, at OLPC og og Microsoft samarbejdede om at lægge begge styresystemer på den lille, grønne u-lands-pc.
"Vi samarbejder tæt med dem om at skabe et dual-boot system således, at man, ligesom på en Mac, kan starte hvert OS op efter ønske," sagde Nicholas Negroponte til Computerworld News Service.
XP men ikke dual-boot
Men den udtalelse holder ikke vand, lyder det nu fra Microsoft.
"Vi har tidligere undersøgt muligheden for dual-boot, men Microsoft er ikke i gang med at udvikle funktionaliteten til OLPCs XO-computer," siger en talsmand fra Microsoft til BetaNews om Negropontes udtalelser.
Microsoft følger stadig samme plan, som selskabet offentliggjorde i december.
"Vores nuværende mål er stadig at tilbyde en kvalitetsoplevelse med Windows XP på XO-computeren," lyder det fra Microsoft.
Tidligere har det forlydt, at OLPC ville sende to forskellige XO-maskiner på markedet; en Fedora-baseret og en med Windows XP.
Med dual-boot-funktionalitet vil begge systemer kunne fungere side om side på samme maskine.