Googles overtagelse af online-reklameselskabet DoubleClick har fået konkurrenterne Yahoo! og Microsoft til at protestere højlydt både i Washington og Bruxelles.
Myndighederne er nødt til at gribe ind, hvis ikke Google skal dominere hele online-reklamemarkedet, lød det for eksempel fra Microsofts advokat Brad Smith, da han havde foretræde for det amerikanske senat.
Men uforvarende kan Micrsoft meget vel have sat sig selv skakmat i kampen om politikerne og konkurrencemyndighedernes gunst.
Microsoft har nemlig stjålet en milliardorde fra Google med en aftale med mediegiganten Viacom. Aftalen til 2,5 milliarder kroner binder Viacom til online-reklame over Microsofts platform i stedet for Googles.
Intensiv konkurrence
"Vi har hele tiden argumenteret for, at hele online-reklamemarkedet er præget af en intensiv konkurrence, og at der ingen barrierer er mod at skifte udbyder. Andre har hævdet, at det modsatte var tilfældet. Men denne nyhed viser, at de argumenter ikke holder vand," sagde Googles talsmand Kovacevich til CNET News.com.
Ud over aftalen med Viacom har Microsoft også indgået aftaler om online-markedsføring med blandt andet det sociale website Facebook.
Ikke overraskende afviste Microsoft blankt, at den nye Viacom-aftale var et afgørende bevis for, at den frie konkurrence ikke ville lide skade ved den forestående fusion mellem Google og DoubleClick.
Mens de amerikanske myndigheder fortrinsvis har bekymret sig om konkurrencen, har de europæiske myndigheder også sat fokus på farerne for brugernes privatliv.