En næsten 50-årig masseproduceret computer må siges at være overskredet pensionsalderen med flere år.
Det har it-afdelingen på det amerikanske Manitoba Universitet endelig måttet erkende.
Universitetet har skilt sig af med sin elskede 47årige IBM 650 mainframe, Betelgeuse, som var en af de ældste mainframes på markedet.
Afskeden udviklede sig til en regulær begravelse med pomp og pragt, hvor der indgik afskedstaler, flag og New Orleans jazz-band.
"I 47 år tjente du os godt med din evigt grønne magi. Du klarede alle udregninger uden at klage og vi har ansøgt paven om at give dig helgen-status," lød det blandt andet i gravtalen til IBM 650'eren.
Det skriver networkworld.com.
Tonstung computer
Der var også plads til enkelte smil ved begravelsen.
Og der var der måske også god grund til, fordi mainframen har udført en del arbejde siden installationen i 1960.
I sin lange levetid på universitet blev IBM 650'eren opgraderet mange gange og brugt til blandt andet lønsystemerne, forskning, studenter-kartoteket.
Den overlevede hulkort-systemer, flere modeller telefon-omstillingssystemer og efterlader sig 25 servere, der nu tager over efter hardware-kolossen.
IBM 650'eren var omkring to meter i højden, to meter bred og en meter dyb.
Alene CPU'en på den store computer vejede knapt et ton, og strømfordeleren vejede halvanden ton.
Hukommelsen var en roterende magnetisk tromle med plads til 2.000 ord.
For cirka 8.000 kroner ekstra om måneden kunne universitet tilføje yderligere 60 ord.
IBM fabrikerede i alt omkring 2.000 650 mainframes.