Computerworld News Service: Intels nye Z-P140 PATA solid state-harddiske vil blive udbudt som et valgfrit modul til OEM’er (original equipment manufacturers), så de kan indlejre dem på motherboards, der er lavet til Menlow-platformen.
Platformen, der er udviklet til ultramobile pc’er, indeholder også Silverthorne-processore og Paulsbo-chip.
Menlow-baserede apparater vil være klar til salg i den første halvdel af 2008, fortæller Intel-chef, Don Larson.
Den lille SSD-chip, som kun vejer 0,6 gram, vil være tilgængelig i kapaciteter på 2GB og 4GB.
Den indbyggede lagringskapacitet vil kunne udvides med op til 16GB med fire SSD’er forbundet til en standard PATA-interface (parallel advanced technology attachment), der forbinder harddiskene, siger Don Larson.
SSD’er forbruger mindre strøm end harddiske, fordi de ikke har nogen dele, der bevæger sig.
Det betyder, at de er ideelle til mobile enheder, mener Don Larson.
Lagringsmodulets lagringskapacitet kan vokse til 64GB på to år, udtaler Troy Winslow, marketing manager hos Intel.
Intel meddeler, at virksomheden vil fremvise ultramobile pc’er baseret på Menlow-arkitektur fra leverandører som Asus, BenQ og Lenovo ved Consumer Electronic Show i Las Vegas i januar.
Menlow-platformen, der blev præsenteret ved Intel Developer Forum i Beijing i april, vil i 2009 blive efterfulgt af Moorestown-platformen, som Intel kom med detaljer om i september.
Moorestown vil være et SOC-design, der samler en CPU, grafikprocessor, video og en memory controller i en enkelt chip.
Ifølge Intel vil den være mere strømbesparende end Melow-apparater.
Oversat af Mille Bindslev