Tirsdag blev en 60-årig mand fra Næstved-egnen frifundet og undgår således straf efter sidste år at have hjulpet udenlandske kriminelle med at tømme danskeres konti via netbank.
Manden blev kontaktet over nettet, og hjælpen bestod i, at han oprettede en konto. Her satte de kriminelle de stjålne penge ind, og den 60-årige blev bedt om at sende pengene videre til Rusland via Western Union og MoneyGram.
Det fik han betaling for, men manden handlede i god tro, fastslog Retten i Næstved tirsdag og frifandt ham derfor.
Frifindelse vækker ikke bekymring hos bankernes brancheforening Finansrådet.
”Jeg er overbevist om, at han nok helst ville have været denne sag foruden, selv om han blev frifundet,” siger Birgitte Nielsen, der er kontorchef i Kontoret for Betalingsformidling i bankernes interesseorganisation Finansrådet.
Bliv ikke muldyr
”Vi mener stadig, at der er mange gode grunde til ikke at blive muldyr. Vi kan altid finde det kontonummer, som pengene overføres til, og dermed ved vi altid, hvem der er muldyr,” siger Birgitte Nielsen.
Og selv hvis muldyret har nået at hæve pengene, får han ikke noget ud af det, for gevinsten vil blive konfiskeret, påpeger hun.
Hun understreger, at hun ikke kender den konkrete sag, og således udtaler sig generelt om problematikken.
Hun mener, at der er et par karakteristika ved stillingsannoncerne, som søger at rekruttere muldyr, som man kan være opmærksom på.
Hun mener, at man skal være kritisk, hvis man for det første får tilbudt et job uden at have haft en personlig samtale med arbejdsgiveren.
Og for det andet hvis der er en urealistisk høj løn i forhold til den lille arbejdsopgave, som man skal udføre.
Og så mener hun generelt, at man skal se på proportionaliteten i problemet med phishing.
Hun fortæller, at der i de tre første kvartaler af 2007 var 51 tilfælde, hvor danske bankkunder mistede penge til it-kriminelle. Et tab på i alt omkring 2,4 millioner kroner.
”Det er ikke fordi, at vi mener, at der ikke er noget problem. Men man skal se disse tal i forhold til, at der er omkring tre millioner netbank-brugere i Danmark,” siger hun.