Endnu bedre Paint Shop Pro

Billedbehandlingsprogrammet Paint Shop Pro er endelig blevet fornyet. Det tog lang tid at få version 8 ud, men Jasc har fået tilføjet stort set alle de ting, som version 7 blev kritiseret for at mangle. Paint Shop Pro er meget billigt, og det kan stort set alt - på nær at arbejde med CMYK. Paint Shop Pro er derfor perfekt til alle andre end professionelle grafikere.

Nyheder

Det billige billedbehandlingsprogram Paint Shop Pro (PSP) er et overflødighedshorn af faciliteter. Det gælder både med tunge professionelle muligheder (dog ikke CMYK) og hurtige begynderværktøjer til digitale fotografer. Det betyder også, at programmet på mange områder dækker flere konkurrenter - hele Elements og en stor del af Photoshop.

Vi anmeldte for kort tid siden betaversionen af Paint Shop Pro version 8, og konklusionen var, at vi ikke faldt ned at stolen af begejstring, men der var tale om en klar forbedring.

Nu har vi haft mulighed for at arbejde lidt længere tid med den endelige version, og der er grund til at fremhæve produktet. Digitale foto-entusiaster med version 7 på computeren får en del ud af en opgradering, og nye brugere bør klart overveje version 8, med mindre de er professionelle grafikere.

Programmet har indhentet noget af Photoshops forspring, idet man nu har makroer, filformatet JPEG 2000 og næsten automatisk fritskrabning og korrektion af perspektiv.

Der er dog stadig store forskelle på Photoshop til 7.000-8.000 kroner og PSP til cirka 1.100 kroner. Den største og vigtigste forskel er, at sidstnævnte ikke har ordentlig understøttelse af CMYK farver. Produktet er derfor ikke eget til professionelle grafikere, der primært bruger dette system. PSP bruger RGB. Det er imidlertid også nok til alle os andre, og set i det lys er programmet et utrolig godt køb.

PSP har været et stor succes. Markedet for billige billedbehandlingsprogrammer til cirka 1.000 kroner er så stort, at Adobe også har forsøgt at komme ind på det med en discount-version af Photoshop kaldet Elements. Dette produkt startede ved cirka 1.000 kroner, men koster nu nærmere 600 kroner. Ikke desto mindre er det ikke en værdig konkurrent til PSP, der er langt tættere på Photoshop end Elements, hvis man ser på faciliteter.

Brugergrænsefladen har fået en kraftig overhaling, så den nu er noget smartere end i version 7. Man kan måske også konstatere, at programmet nu ligner Photoshop endnu mere. Værktøjslinjen i toppen lugter meget af Adobe, og zoom-vinduet i højre side er en ren kopi af Adobes.

Foto-faciliteter

Ser man på PSP som et foto-behandlingsprogram, så er der store forbedringer i version 8. De fleste digitale kameraer leverer billeder i størrelsesforholdet 3:4, men de fleste printer eller fremkalder i 2:3 (for eksempel 10x15 eller A4).

Det betyder, at billederne skal beskæres. Det var forholdsvis let i version 7, men man skulle indtaste den nye størrelse på pixel-niveau. Version 8 giver mulighed for at vælge 10x15 eller A4 direkte. Det gør bearbejdningen hurtigere.

Man kan nu hente Exif-data direkte ud af billederne, og PSP gemmer også Exif-data, hvis man bruger JPEG eller TIFF. Exif er data som zoom-indstilling, lukkertid, blænde, tidspunkt, dato, flash-niveau og så videre, som kameraet gemmer i hvert billede.

PSP version 7 havde direkte integration med kameraer og scannere i form af Twain, men PSP version 8 tilbyder også Windows' WIA-interface, som de fleste nye kameraer understøtter. Det vil sige, at man kan overføre billeder fra kameraet direkte til PSP. Det skal dog lige nævnes, at WIA kun virker med Windows ME og Windows XP.

Photoshop og en del konkurrenter har faciliteten auto-levels, der i mange tilfælde kan gøre billeder en del pænere hurtigt. Den facilitet giver især mening, hvis man skal behandle mange billeder og har lidt travlt.


Auto-levels er i realiteten en række trin i Histogram-dialogen, der nu kan optages som makro.
PSP har aldrig haft auto-levels, og version 8 har det desværre heller ikke. Men der er en løsning. En slags manuel auto-levels i version 7 krævede en 12-15 klik med musen og seks indtastninger af tal, hvilket ikke gjorde den hurtig.

Med version 8 af PSP kan man optage makroer (her kaldet scripts), og det gør, at man selv kan optage disse trin og gemme dem til senere brug. Vi lavede således auto-levels, og nu er faciliteten tilgængelig med et enkelt klik.

Makroer er et kæmpe fremskridt for PSP, men det skal naturligvis nævnes, at Photoshop har haft det i et par versioner, så det var også på tide.

Makroerne fungerer lige som i mange andre programmer såsom Microsoft Excel. Man kan nøjes med at optage trin og afspille dem senere. Man kan også redigere selve kildekoden til makroerne, hvis man er mere avanceret bruger. I PSP er programmeringssproget open-source sproget Python.

PSP 8 er også blevet langt bedre til at batch-processere billeder, hvilket vil sige at behandle mange billeder i et trin.

Det kan være vigtigt, hvis man for eksempel jævnligt skal klargøre mange billeder til internet hurtigt. Med PSP 8 er der stort set ingen begrænsninger for, hvad man kan gøre i batch, da det er baseret på makroer.

Fritskrabning

PSP mangler i øvrigt et par vigtige ting netop med levels (niveauer) og curves (kurver). Begge disse muligheder er tilgængelige i version 8, ganske som de var det i version 7, men de giver ikke brugeren mulighed for manuelt at vælge hvid eller sort, som Photoshop gør, og det er en svaghed. Til gengæld må man sige, at PSP's histogram-dialog er langt mere avanceret end Photoshops levels-dialog på mange andre områder, men det er ikke en nyhed. Det gælder også for PSP version 7. En nyhed i version 8 er i øvrigt, at når man ændrer histogrammet, kan man både se en før- og efter-graf i dialogboksen.


Man kan ikke manuelt vælge sort og hvidt punkt i Histogram-dialogen, men PSP 8 har fået en ny dialog til formålet.
En af nyhederne i PSP 8 er dog en dialogboks, hvor brugeren manuelt kan vælge sort, hvid og grå - lige som i Photoshop - og få resten af farverne tilpasset automatisk. Det er klart et skridt i den rigtige retning, men det ville have været rart, hvis man kunne gøre det i histogram-dialogen. En lidt alternativ mulighed er dog at åbne PSP's dedikerede histogram-palette - og derefter bruge dialogen sort og hvidt punkt. Det giver reelt samme resultat.

Fritskrabning har altid været et varmt emne, og Photoshop er rykket meget på dette område. Det handler i bund og grund om at kunne fjerne baggrunden fra et motiv så hurtigt som muligt. PSP 7 fik værktøjet Smart Edge, der er rimeligt til formålet, og det værktøj er også at finde i PSP 8, men den seneste version har desuden fået et værktøj, der hedder Edge Seeker, og det er endnu bedre, fordi det er mere følsomt.

Men PSP har også fået funktionen Background Eraser, og den er langt bedre. Den er en ren kopi af Photoshops Extract funktion, og det skal læses som ros. Extract kan nemlig fritskrabe en person uden samtiden at klippe håret på ham eller hende, og det samme kan PSP's Background Eraser. Prøv at se eksemplet i billedet, hvor babyen stadig har hår på hovedet efter operationen.

Hvis man godt kan lide at gøre sine venner og familiemedlemmer grimme med store næser, skæve ører og så videre, så er PSP 8 blevet ganske ferm til dette formål. Værktøjet Warp er helt på højde med konkurrenterne.


PSP har kopieret Photoshops Extract, og det er godt. Nu kan man endelig fritskrabe ordentligt.
PSP har tilbudt Adjustment Layers siden version 7, og denne facilitet er der ikke sket nogen forbedring med i version 8. Det ville ellers have været rart, hvis man kunne vælge alle PSP's filtre herunder Histogram i stedet for de ni filtre, som programmet har. Photoshop har 11 Adjustment Layers herunder Levels og Curves. Vi er dog ude i småtingsafdelingen.

Hvad der i praksis betyder meget i dagligdagen er hastigheden, og her slår PSP Photoshop på mange områder.

Det gælder især med browser-funktionen, som man bruger til at overskue mange billeder på én gang og vælge det, man skal bearbejde. PSP's er langt bedre end Photoshops - og langt hurtigere.

Perspektiv

PSP's automatiske og halv-automatiske værktøjer til foto-behandling er i særklasse. Det gælder værktøjer til at fjerne røde øjne, udskifte farver, ændre farvebalance, kontrast og så videre. Blandt nyhederne i version 8 er korrektion af klassiske fejl i visse objektiver som forvridning for eksempel ved fiskeøjeobjektiver og ekstreme vidvinkler.

En af de største nyheder i PSP 8 er korrektion af perspektiv, og det er noget, som man har brug for, hvis man har fotograferet for eksempel høje bygninger nede fra jorden. Det giver nemlig den fejl, der hedder styrtende linjer. Den høje bygning kommer til at se ud, som om den er ved at vælte.

Prøv at se billedet af Mary Poppins, der står oppe på taget af en bygning. Det ser ud som om, at hun hælder lidt bagud og lidt til venstre på originalen til højre. Det skyldes naturligvis, at objektivet tager billedet mange meter under hende.

Det korrigerer PSP uden videre. Med det smarte nye værktøj kaldet Perspective Correction skal man blot markere et område i billedet, der skulle have været rektangulært, men som ikke er det. I dette tilfælde har jeg brugt altanen. Derefter klarer PSP resten automatisk, hvilket kan ses til venstre.

Denne funktion bliver typisk brugt til at korrigere bygninger, hvilket også kan ses på Jasc' hjemmeside, men som man kan se i eksemplet, kan det også bruges til mindre problemer med perspektivet.

PSP har fået funktion til at korrigere perspektiv ligesom Photoshop og Photoshop Elements.
Der er også kommet andre klassiske foto-filtre til. PSP 8 har for eksempel fået filtret Soft Focus, der blødgører billeder. Det bruges tit til portrætter - og svarer til, at man smører vaseline på objektivet.

I den mere spøjse afdeling findes et filter kaldet Magnifying Lens, der giver mulighed for at placere et forstørrelsesglas et vilkårligt sted i billedet.

PSP 8 fylder cirka 300 megabyte på harddisken, hvilket er 50 procent mere end forgængeren, men det betyder ikke så meget mere, når nu harddiske er blevet så store og billige.

Det er vigtigere at bemærke, at programmet er ganske hurtigt selv på en billig pc. Vi hørte kritik af beta-versionen på dette punkt, men vi kan konstatere, at PSP 8 er lige så hurtig som PSP 7 på samme hardware.

PSP kræver langt mindre hardware end Photoshop, og det er noget, der batter for de fleste. Photoshop 7 virker til tider tung på vores testcomputer, der rummer en 2 GHz Celeron processor, 512 megabyte hukommelse og Windows XP. Photoshop er til de tunge professionelle brugere, der har langt bedre hardware end det. PSP 8 kører helt fint med mindre end det.

PSP distribueres i Danmark af Prosoft.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Fiftytwo A/S
Konsulentydelser og branchespecifikke softwareløsninger til retail, e-Commerce, leasing og mediebranchen.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere