Fremtidens ledere skal blive bedre til at udnytte medarbejdernes potentiale, for fastlåste strukturer hindrer kreativiteten.
I stedet for at fastholde opfattelsen af, at ledelse bare er noget, man kan, skal der arbejdes på at skabe bedre forhold.
Tal fra Center for Arbejdsmarkedsføring viser, at der er stor behov for god ledelse. Offentliggørelsen af 'Lønmodtagere i det 21. århundrede' viser, hvad medarbejdere tillægger stor betydning.
Her har 85 procent svaret et interessant arbejde, 79 procent nævner forståelse og respekt fra ledelsen, og 25 procent har angivet høj løn som stor betydning.
Vidensarbejdere
Nina Kenney, direktør for lederudvikling, FranklinCovey Nordic Approach, anser nutidens ledelsesform for et stort problem.
Ifølge direktøren står vi over for en helt ny udfordring, som ledere ikke er parate til at håndtere. For meget lederudvikling hænger stadig fast i gamle tankesæt fra industrisamfundet.
Men at lede vidensarbejdere kræver noget andet, baseret på Stephen Coveys tanker om fremtidens kompetenceudvikling.
"Ledelse kan læres, men det nytter ikke noget at være leder i 80 procent af tiden. Det kræver engagement og dedikation," understreger hun til konferencen It-branchens Bedste Arbejdspladser 2007, der fandt sted torsdag.
Fire ledelseskrav
Fire dimensioner er nødvendige for en god ledelse, hvor tillid i organisationen er uundværlig.
"Enhver dygtig leder skal arbejde med at skabe tillid og integritet," understreger Nina Kenney.
Desuden mener hun, at alt for få ledere udtrykker forventning og klargør virksomhedens strategi overfor medarbejderne.
Et problem, som kan skade motivationen, er it-systemer, der ikke fungerer optimalt.
"Systemerne skal ikke modarbejde men understøtte medarbejderen," siger Nina Kenney.
Ifølge direktøren skal lederen også frigøre potentiale hos medarbejderen. Ledelsen har ofte har mange strategier, men kan ikke finde ud af at forankre strategien i hele organisationen, så alle føler et ansvar.
"Mange ledere er ikke gode til at afklare formål. Derfor skal den fremtidige leder i højere grad få andre til at coache og motivere sine medarbejdre," siger hun.
De fysiske rammer, respekten om det hele menneske, udfordrende opgaver med mulighed for udvikling skal være til stede, og sidst men ikke mindst skal tingene give mening for den enkelte medarbejder.
"Det, vi bidrager med, skal virke meningsfyldt. Det, vi bidrager med, skal betyde noget for virksomheden. Det er et stigende krav," siger Nina Kenney.
De 15 bedste
Torsdag blev Microsoft kåret til den danske it-branches bedste arbejdsplads skarpt forfulgt af Cisco og Mjølner. Læs alt om konkurrencen og kig de bedste arbejdspladser i kortene:
Her er den danske it-branches bedste arbejdspladser