Se hvor tilfredse private og offentligt ansatte er med deres lønudvikling.
Se grundene til, at folk overvejer at forlade deres arbejdsplads.
Både de private virksomheder og det offentlige står over for en stærkt stigende personaleomsætning i de kommende år. Udfordringen ser dog ud til at blive størst for den offentlige sektor.
Ifølge Computerworlds store læserundersøgelse er omtrent 33 procent af de offentligt ansatte allerede på vej væk, hvorimod kun knap 24 procent af de private ansatte er det.
Til gengæld er antallet af glade og loyale medarbejdere – de såkaldte ambassadører – kun en anelse højere i det private end i det offentlige, viser tallene.
”Generelt føler mange offentligt ansatte sig ikke lige så loyale som privatansatte – det er ikke atypisk blandt it-folk, at offentligt ansatte har en dårligere loyalitetsstatus,” siger seniorkonsulent Lars Jepsen fra Loyalty Group.
Også illoyale i fremtiden
Han mener, at it-ansatte i det offentlige vil være lige så illoyale i fremtiden.
Dette svarer godt overens med, at cirka 30 procent af de offentligt ansatte svarer nej på spørgsmålet om, hvorvidt de forventer at være ansat hos deres nuværende arbejdsgiver om et år.
Det samme er kun er tilfældet for omtrent en fjerdedel af de it-ansatte i det private.
Intern rekruttering
Lars Jepsen gør opmærksom på, at det offentlige har ansatte, som det private erhvervsliv efterspørger.
Samtidig fremhæver han, at offentligt ansatte ikke er lige så skarpe på visse udviklingsfronter, som det private erhvervsliv kræver.
Derfor er det ofte en intern rekruttering, der finder sted.
”Det gælder om at bryde ud af det mønster og få de kompetencer og værktøjer, der skal bruges i en privat virksomhed, så man eventuelt kan skifte fra en offentlig instans til en privat virksomhed,” pointerer han.
Samtidig peger han på, at man vil se en stigende tendens til, at folk vil gå fra det offentlige til det private.
Tendensen bekræftes af Povl Erik Jensen, der er lektor ved Copenhagen Business School.
”Hvis ikke den offentlige sektor bliver i stand til at aflønne på nogenlunde konkurrencevilkår i forhold til det private og kan skabe et loyalitetsforhold til de ansatte, er det klart, at de ansatte vil søge over i den private sektor,” advarer han.
Ifølge lektoren er en del af løsningen på problemet udlicitering til private virksomheder.
Seniorkonsulent Lars Jepsen mener, at forskellen ligger i opdragelsen og kulturen.
”For mange har det været et tilvalg at arbejde i en offentlig instans, da der traditionelt har været bedre styr på organisationens bløde områder. Der blev sørget for, at man ikke arbejdede 60 timer, når der var travlt,” siger han.
Men efter seniorkonsulentens vurdering bliver offentligt ansatte nu presset lige så hårdt som ansatte i de private virksomheder – uden de dog får samme løn.
”Hvis de konstaterer, at deres dagligdag er lige så hård som i private virksomheder, men når de sammenligner lønchecken ser, at de tjener 10 til 20 procent mindre, så erkender de, at de lige så godt kan skifte den travle hverdag i en offentlig virksomhed ud med en anden travl hverdag i en privat virksomhed, hvor der typisk er bedre løn og andre fordele,” forklarer han.
Tilhørsforhold nødvendig
Lektor Povl Erik Jensen peger på, at virksomhederne skal sørge for, at medarbejderne forstår, hvilken mission og vision virksomheden har.
”De skal prøve at få medarbejderne til at identificere sig med virksomheden. Men det er nemmere for en privat virksomhed at skabe et tilhørsforhold til virksomheden, end det er for en offentlig institution, som vi ofte opfatter noget mere anonymt og som en stor størrelse,” forklarer han.
Ifølge lektoren er det også nemmere for ledelsen i en privat virksomhed at fortælle, hvad deres mål er.
”Ledelsen er klar over, at loyale medarbejdere skaber overskud. Derfor vil de ofte satse den vej rundt. Mens det er bestemt ovenfra, hvor stort et budget man kan satse på i en offentlig virksomhed. Derfor vil de ikke på tilsvarende måde kunne tage initiativer, som skal få medarbejderne til at identificere sig med den pågældende virksomhed,” uddyber han.
Utilfreds med løn
I undersøgelsen er tilfredsheden med både løn og lønudvikling hos de offentligt ansatte også væsentligt større.
Omtrent 48 procent af de privatansatte angiver, at de er utilfredse med deres løn, hvorimod det tilsvarende antal blandt de offentligt ansatte kun er godt 37 procent. Altså en markant forskel, som også kan ses i tilfredsheden med lønudviklingen.
Her svarer knap 54 procent af de it-ansatte i det private, at de tilfredse, hvorimod kun 38 procent af de offentligt ansatte er tilfredse.
Når man ser på, hvorfor jobskiftende ikke forventer at arbejde hos deres nuværende arbejdsgiver om 12 måneder, er det tydeligt, at løn og ansættelsesvilkår har førsteprioritet for både offentligt og privat ansatte.
Lektor Povl Erik Jensen mener, at den offentoffentlige sektor de seneste par år har fået flere muligheder for resultatløn, men han understreger, at der stadigvæk er en klar begrænsning.
”Det kan være meget svært for en offentlig institution at konkurrere med en privat virksomheder,” siger han.
Ifølge Lars Jepsen vokser utilfredsheden blandt de offentligt ansatte, jo højere løn og øvrige lønfordele it-ansatte i private virksomheder får.
”Når den ene gruppe protesterer mod en lav løn, følger den anden med. Det er en spiral, der vil resultere i, at folk bliver endnu mere bevidste om deres løn og måske vil forsøge at søge over i de private virksomheder – også i kraft af, at de hungrer efter arbejdskraft,” pointerer han.
Seniorkonsulenten mener, at man kan forvente, at medarbejdere i det offentlige i højere grad vil sammenligne sig med privatansatte, nu hvor der bliver stillet højere krav til at være ansat på en offentlig arbejdsplads.
”De vil sammenligne jobbet direkte med en privat virksomhed. Hvad de skal lave, hvilke værktøjer de anvender, og hvilken løn de får. Lønnen er en vedligeholdelsesparameter, men omvendt skal den også være i orden, ellers søger man væk. Mange offentligt ansatte sidder med følelsen af, at lønnen ikke er i orden, og så er man altså villig til at skifte på basis af det,” fremhæver Lars Jepsen.
Se hvor tilfredse private og offentligt ansatte er med deres lønudvikling.
Se grundene til, at folk overvejer at forlade deres arbejdsplads.