4,7 milliarder kroner.
Det skulle efter sigende være den pris, som Sony vil og kan sælge sin chip-forretning til.
Wall Street Journal skriver, at Toshiba er køberen, og at aftalen kan blive annonceret allerede senere i dag.
Indtil videre er der dog tale om oplysninger fra en anonym Sony-kilde, der ikke vil stå frem, fordi også en tredje part er involveret i salget.
Hvis salget viser sig at være sandt, forventes det også at inkludere produktionen af den såkaldte Cell-processor, der anvendes i spilkonsollen Playstation 3.
Toshiba, der er Japans største chip-producent, har sammen med IBM og Sony udviklet Cell.
Vil fokusere forretningen
Der har længe været spekulationer om, at Sony for at øge fokus på grund-forretningen vil sælge dele af selskabet fra, skriver Wall Street Journal.
Dermed ville salget passe fint med det japanske selskabs strategi om at satse benhårdt på forbrugerelektronik og kun satse på chip-produktion der, hvor selskabet har en konkurrencefordel, for eksempel inden for digitalkameraer.
Det førende erhvervsmedie i Japan, The Nikkei, skriver torsdag, at handlen vil have en værdi af cirka 858 millioner dollars, hvilket svarer til 4,7 milliarder kroner.
En talskvinde hos Toshiba oplyser, at hun undersøger sagen, men ønsker ellers ikke at udtale sig.
Hvis Toshiba får held til at købe chip-forretningen, vil handlen få afgørende betydning for Toshibas processor-forretning.