Hvert andet år afholder EU-kommissionen en konkurrence i digital forvaltning, hvor de bedste projekter i de europæiske forvaltninger kåres.
Den danske løsning til digital administration af sygedagpenge er i år blandt de udvalgte finalister.
Den europæiske digitaliseringspris, eGovernment Awards 2007, uddeles i Lissabon den 20. september 2007.
"Vi har en god business case med sygedagpengeløsningen, hvor vi for eksempel kan dokumentere, at virksomhederne sparer mere end en tredjedel af tidsforbruget pr. indberetning," siger Janne Hallengren, it-udviklingschef, Arbejdsdirektoratet.
Offentlige myndigheder og partnere
Sygedagpengeløsningen er udviklet i samarbejde mellem Økonomi- og Erhvervsministeriet, Beskæftigelsesministeriet, KL og DA. Virksomheder anvender Den digitale sygedagpengeløsning cirka 30.000 gange om måneden.
Konkurrencen er mellem offentlige myndigheder og de offentlige partere. Økonomi- og Erhvervsministeriet og Beskæftigelsesministeriet stiller i fællesskab op i konkurrencen med sygedagpengeløsningen i kategorien "effective and efficient administration."
Konkurrencen er et initiativ, der har til formål at støtte EU's eGovernment Action Plan for 2010, og formålet er at udveksle erfaringer mellem de bedste projekter inden for digital forvaltning i Europa.