På årets tv-festival.dk på Det Ny Teater i København herskede der i modsætning til tidligere år en underlig mathed.
Som om hele branchen holder vejret og venter på bedre tider i DR og på en ny direktør på TV2.
På trods af denne mathed står der dog et par fyrtårne og stråler.
De vil ændre den danske tv-branche og berettiger måske til at stille spørgsmål ved, om det stadig er relevant at holde mediespecifikke festivaler, eller om man skulle tage skridtet fuldt ud og samle hele mediebranchen?
Hvorfor demokrati
Et af de fyrtårne, som står klarest for mig og stråler i denne tv-tåge af programmer, er “Why Democracy”.
Efter at have forvisset mig om, at det ikke var den engelske oversættelse af Alf Ross’s klassiker “Hvorfor Demokrati” blev jeg fuldstændig forført at dette fantastiske projekt, som Mette Hoffman Meyer fra DR og Mette Heide fra Steps International barsler med.
“Why Democracy” er et projekt mellem 38 broadcastere fra hele verden med dertil følgende 150 millioner seere.
Det er en af de største mediefaktuelle begivenheder nogensinde. Det bærende element i “Why Democracy” er 10 film lavet af uafhængige filmproducenter fra så forskellige lande som Kina, Indien, Japan, Libyen, USA, Egypten, Bolivia, Danmark og Rusland.
Globalt medieprojekt
Alle film behandler på hver deres vis temaet demokrati, og de er lavet med henblik på at uddanne og sprede viden om demokrati rundt omkring i verden. Som sådan er det også det første egentlig globale medieprojekt.
Projektet har allieret sig med avisen Metro (MetroXpress), som udkommer i 23 lande rundt omkring i verden i over 80 udgaver.
Her svarer 500 mere eller mindre kendte på 10 brændende spørgsmål om demokrati.
Ved siden af aftalen med Metro er der også indgået aftale med Myspace og Joost, som også vil vise filmene.
Den virale markedsføring – og det kommer der meget af – er organiseret globalt fra et hus i Sydafrika, hvor en lille gruppe af unge fra hele verden hjælper med at distribuere det gode budskab.
Dertil kommer blogs, mobile biografer, som vil rejse blandt andet Afrika tyndt og diverse events. Klik selv ind på www.whydemocracy.net og læs mere om projektet. Eller kig med 8. oktober, hvor projektet går i luften på DR2.
Velkommen på forsiden
Et andet fyrtårn, der tegnede sig på tv-festival.dk, var Ekstra Bladet, der ikke alene med EBTV viser nye veje
i dagbladsbranchen, men også i samarbejdet med TV3 laver ny undersøgende journalistik.
Med programmet “Velkommen på forsiden” kombineres traditionelle kompetencer fra formiddagsavisen med tv’s virkemidler og form.
De to meget forskellige initiativer har det til fælles, at har man en god historie, så er det muligt at sprede den på tværs af platforme og på tværs af brands.
Begge initiativer vidner også om, at alt ikke behøver at være markedsstyret for at blive en succes eller være noget særligt.
Medier og sæbefabrikanter
Og midt i en tv-verden med rigtig mange underholdnings- og livsstilsprogrammer er det godt at se nogle, der vil noget andet.
Tom Plate, der er en af stjernerne i den amerikanske medieverden skriver i sin bog “Confessions of an American Media Man”: “If the goal of a media company is no different from the goal of a soap conglomerate, why should a media company operate with the benefit of Firs Amendment protection? Think about it.”
Efter tv-festivalen er det godt at vide, at der stadig er mediefolk, der ser det som deres forpligtigelse at leve op til dette princip.
Trine Nielsen er markedsdirektør i Koda