Computerworld News Service: Novell har efter flere års sagsbehandling fået medhold i sin langtrukne sag mod SCO.
En distriktsdomstol fra Utah Central District har afgjort, at Novell er den retmæssige ejer af Unix og copyrighten på UnixWare.
Dermed afviser domstolen SCO's anklager om bagvaskelse og kontraktbrud.
Domstolen har vurderet, at SCO skylder Novell for SCO's licensomsætning fra Sun Microsystems og Microsoft, og at SCO skal overlevere en del af selve licenserne til Novell.
"I kendelsen sagde dommeren blot, at SCO skal betale Novell, men det eksakte beløb skal fastsættes i en retssag," meddeler Pamela Jones, som er stifter af og redaktør på Groklaw, en hjemmeside, der følger juridiske sager om open source-software.
Et andet slag i ansigtet på SCO er, at dommeren sagde, at fordi Novell ejer rettighederne til Unix, kan Novell tvinge SCO til at afbryde sin sag mod IBM og Sequant.
"SCO kan ikke sagsøge IBM for at overtræde rettigheder, de ikke ejer," siger Pamela Jones.
Villig til at forsvare
Kendelsen er gode nyheder for organisationer, der bruger open source-software," siger Jim Zemlin, der er direktør for Linux Fonden.
"Denne sag viser, at industrien er villig til at forsvare platformen – også juridisk," siger han.
Novell udtaler i en pressemeddelelse, at kendelsen skærer ind til kernen af SCO's sag og fjerner den trussel, som SCO udgør for Linux-miljøet.
Sagen begyndte tilbage i 2003, da SCO lagde sag an mod IBM og påstod, at IBM overtrådte SCO's rettigheder ved at levere Unix-kode til Linux.
Året efter sagsøgte SCO Novell, fordi virksomheden mente, at Novell hævdede ejerskab over Unix på et falskt grundlag.
SCO kan stadig appellere sagen.
Oversat af Ditte Thøgersen