Efter et stærkt fjerde kvartal, hvor omsætningen steg med 18 procent, var Ciscos topchef John Chambers nærmest kåd i sine udmeldinger.
"Teknologier på vej frem, der gør samarbejde muligt over internettet som for eksempel video, får øjeblikket til at minde om de tidlige 1990'ere, når det gælder Ciscos vækstmuligheder," sagde Chambers på en pressekonference til IDG News Service.
Overskud 10 milliarder
Omsætningen i Ciscos fjerde kvartal steg til 51 milliarder kroner, mens indtjeningen per aktie steg 24 procent til 1,7 kroner.
Resultatet efter skat landede på godt 10 milliarder kroner.
I 2008 forventer Cisco, at omsætningen stiger 13 til 16 procent fra de 188 milliarder kroner, det lykkedes Cisco at omsætte for i 2007. Tidligere lå forventningerne i spektret 10 til 15 procent.
Væksten menes især at stamme fra en øget interesse for teknologier som internet-telefoni og videokonferencer.
Dertil kommer, at telefonselskaber over hele verden kommer til Cisco for at få opgraderet deres netværk, så de kan håndtere den stigende mængde af internet-baserede videoer og datatrafik i al almindelighed.
Web 2.0 banker på
John Chambers sagde også på pressekonferencen, at internettet er på vej ind i sin anden store fase også kendt som Web 2.0, og at det er nye teknologier som social networking og online videoer, der er trækdyrene.
Ciscos oprindelige forretningsområde switche og routere bidrager stadig med 40 procent af den samlede omsætning, men andelen bliver mindre i takt med, at Cisco køber op og breder sig.
Sidste år købte Cisco eksempelvis 11 virksomheder, hvoraf mange ikke har noget med netværk at gøre overhovedet.
Det har ikke været muligt for Computerworld at få en kommentar fra Cisco Danmarks chef, Mogens Bransholm, der er på ferie