Lille bundkort med det hele

VIA har designet et ganske lille bundkort, der kan gøre det muligt at fremstille komplette pc'er, der er støjsvage og ikke fylder mere end en skotøjsæske. Man kan endda købe bundkortet med påmonteret processor for 1.595 kroner med moms, og så mangler man bare en strømforsyning, en harddisk og et dvd-drev, før man er kørende. Vi har testet VIA Epia M9000, der er fyldt med ny teknologi, men ikke er ret hurtig.

17x17 centimeter

Vi har haft det lille bundkort VIA Epia M9000 i testcentret, og lad det være sagt med det samme: Det er lykkedes VIA at få plads til utrolig mange faciliteter på meget lidt plads, og hvis man går efter en kompakt pc med lavt støjniveau, er Epia M9000 er rigtig godt udgangspunkt.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen, for ydelsen er ikke ret høj, og hvis man benytter beregningstunge programmer eller 3D-grafik, kan man ikke bruge bundkortet med tilhørende processor og integreret grafik til ret meget.


Her har vi lagt det lille Epia M9000 bundkort på et almindeligt ATX-bundkort og en cd, så man kan få et indtryk af størrelsen.

Epia M9000 hører til familien af Mini-ITX bundkort. Mini-ITX er en opfindelse fra VIA, og formatet har fået sit eget website. Bundkortet måler kun 170 millimeter på hver led. Til sammenligning måler et standard ATX bundkort 305 x 244 millimeter. Trods den lille størrelse kan Mini-ITX bundkort godt bruges i kabinetter, der er beregnet til Micro-ATX eller Flex-ATX.

Det er ret utroligt, hvor meget det er lykkedes VIA at presse ned på det lille bundkort. Udover processor og chipsæt med integreret grafik er der to sokler til ATA/133 IDE-kabler og en enkelt PCI-sokkel, der for eksempel kan bruges til et tv-kort eller et internt modem.

Dertil kommer en enkelt sokkel til DDR RAM, hvor der kan sidde et modul på op til en gigabyte. Man kunne godt ønske sig en ekstra sokkel, så man kunne opgradere uden at være nødt til at kassere det gamle RAM-modul, men på M9000 er pladsen gået til en sokkel til diskettedrev i stedet.

Bundkortet understøtter 10/100 Ethernet og USB 2.0, det har to FireWire-porte og tv-udgang, og det kan også klare surround sound lyd.

Den begrænsede plads betyder, at nogle af stikkene på bagsiden har to funktioner. Udgangen til tv fungerer også som digital S/PDIF lydudgang. Bundkortet har de tre stik til lyd, som man er vant til: Et til højttalere, et til lydindgang og et til mikrofon. Disse stik kan imidlertid forvandles til seks kanalers surround sound lydudgang, hvis man har dette behov.


Der er trængsel på den side af Epia M9000, der skal forsynes med kabler til mus, tastatur, skærm, netværk, lyd og andre enheder.

Trængslen på bagsiden af bundkortet betyder også, at man kan få problemer, hvis man for eksempel har et VGA-stik, der er lidt bredere end normalt. Så kan det være svært at presse stikket til tastaturet eller en USB-hukommelsesenhed ind ved siden af.

Begrænset ydelse

Epia M9000 er udstyret med en 933 MHz VIA C3 processor, der er loddet fast i bundkortet. Varmeudviklingen fra denne processor er ikke voldsomt stor, og man kan derfor nøjes med en ganske lille blæser til at fjerne varmen. Det betyder igen et støjniveau, der er langt lavere, end man er vant til fra pc'er. Man slipper med en stille summen.

Processoren er imidlertid heller ikke ret hurtig. Faktisk er den rå processorydelse kun en tredjedel så stor som ydelsen fra en god, gammel 900 MHz AMD Athlon. Der er absolut ikke tale om en hurtigløber.

VIA C3 er baseret på det gamle Centaur-design, som udviklingen for længst er løbet fra. VIA har satset på at fremstille en meget billig processor, og ydelsen er kommet i anden række. En ny og hurtigere version af C3 er dog kommet på markedet for nylig, så der er håb forude.

Processoren er god nok, hvis man blot skal surfe på nettet, benytte almindelige kontorprogrammer eller høre musik, men man skal have en særdeles god tålmodighed, hvis man vil bruge en pc med VIA C3 til beregningstunge opgaver som rendering af 3D-grafik eller komprimering af musik eller video. Her er man bedre tjent med en hurtigere processor.

Selvom processorens arkitektur er lettere forhistorisk, bliver den fremstillet med den nyeste 0,13 mikron teknologi, og resten af teknologien på bundkortet fejler absolut heller ikke noget.

Dog er den integrerede 3D-grafik i chipsættet heller ikke noget at skrive hjem om. En score på 410 point i 3DMark 2001SE og sølle 32 billeder i sekundet i det efterhånden forældede 3D-skydespil Quake III med en opløsning på 640x480 taler sig eget tydelige sprog. Denne platform egner sig ikke til programmer, der benytter 3D-grafik.

Til gengæld er der ingen problemer med afspilning af MP3-filer. DivX-video går også helt fint, så længe man ikke forlanger den allerbedste kvalitet, og afspilning af dvd-film går glimrende.

Chipsættet har indbygget MPEG2-decoder, så processoren ikke skal udføre al arbejdet med fremvisning af dvd-film. Ved afspilning af dvd er belastningen af processoren oppe på mellem 60 og 70 procent, så der er altså stadig noget tilbage at give af.

Konklusionen må blive, at ydelsen fra Epia M9000 er god nok, hvis man bare skal bruge pc'en til tekstbehandling, web-surfing og som medieafspiller, mens man bør holde sig fra mere krævende opgaver. Den vejledende pris på 1.595 kroner med moms bør ikke afskrække nogen, og bundkortet kan være en lækkerbisken for både pc-forhandlere og private selvbyggere, der vil samle en ultrakompakt pc med masser af muligheder.

VIA Epia M9000 distribueres af EET, der også kan henvise til den nærmeste forhandler.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere