KL advarer kommuner mod domænesnylteri
KL – tidligere Kommunernes Landsforening – advarer nu kommunerne mod to aggressive domænesnyltere, der også er gået efter kommunale snyltedomæner som på overfladen kunne være kommunens egen hjemmeside. For eksempel har snylterne købt langelandskommune.dk. Kommunens egen hjemmeside er uden "s". Den ene af snylterne er kone til østrigeren Werner Noisternigg, som Computerworld før har skrevet om.
Ungdomspolitikere satser på nettet
De politiske ungdomsorganisationer for alle folketingets partier går nu sammen med Nyhedsmagasinet Ræson om en politisk portal. Her vil ungdomsorganisationerne samle politiske udspil, og der vil være mulighed for skoleelever, studerende og andre at stille spørgsmål til formændene for ungdomspartierne. Ræson er stiftet i 2002 af blandt andre DR-værten Clement Kjersgaard. Sitet politiskungdom.dk åbner 2. juli.
Gartner: Omfavn forbrugersoftware
Forbyd ikke messenger og andre instant messaging-produkter. Lav i stedet en strategi for, hvordan virksomheden bedst udnytter de nye teknologier i forbrugersoftwaren. Sådan lyder rådet i en ny rapport fra Gartner. Store softwaregiganter som Google tester nemlig nyt software på forbrugere før erhvervslivet, og derfor vil erhvervslivet falde teknologisk tilbage uden en ny strategi.
Flere fejl i folkeskolens skandalesystem
6. og 8. klasse elever risikerer at få fejl i folkeskolens nye testsystem, selvom de svarer rigtigt. Det skriver Folkeskolen.dk. De fleste fejl er indholdsmæssige, men der er også programmeringsfejl. For eksempel fik en elev fejl i en opgave, fordi eleven kom til at trykke på mellemrumstasten efter at have indtastet fejlen. Testsystemet har været ramt af en række fejl og problemer, og lærere og politikere har derfor ønsket at gøre testene frivillige resten af året. Det har undervisningsminister Bertel Haarder dog afvist.