Computerworld News Service Fem patentansøgninger fra store amerikanske teknologiproducenter risikerer at løbe ud i sandet.
Opfindelserne er nemlig slet ikke nye, mener privatpersoner, der har offentliggjort deres indvendinger på en ny hjemmeside, som giver offentligheden indblik i virksomheders patentansøgninger.
Men det kan ikke hidse erhvervslivets patentansøgere op:
"Det er ikke negativt, at vi ikke får et patent, vi alligevel ikke fortjener. Vi kan godt undvære den falske tryghedsfornemmelse af at have et værdifuldt aktiv, som vi måske alligevel ikke har," siger rådgiver for IBM, Manny Schechter, som var en af de første tilhængere af hjemmesiden Peer to Patent.
Spild undgået
Hjemmesiden, der havde premiere 15. juni, vil være med til at luge ud i opfindelser, som alligevel ville løbe ind i problemer senere hen, mener Curt Rose, ledende rådgiver hos Hewlett-Packard:
"Det ville bare betyde en masse spild af vores tid, penge og ressourcer."
Peer to Patent blev søsat som projekt for et års tid siden af det amerikanske patent- og varemærkekontor og New York School of Law.
Længe ventet opstramning
Projektet havde fra starten bred støtte fra blandt andre virksomheder som IBM, HP, Intel og Red Hat, som hver især indleverede formelle patentansøgninger til støtte for projektet.
Websitet behandler patenter inden for computerarkitektur, software og informationsikkerhed.
Mange virksomheder i teknologibranchen har længe opfordret amerikanske politikere til at lave om på et patentsystem, de anser for at være for dårligt, og for at give grønt lys til for mange patenter, der ikke fortjener det.
Øget gennemsigtighed
"Formålet er at forbedre kvaliteten af patenter. Vi vil gerne undgå at udstede patenter til opfindelser uden grund. Desuden vil vi gerne bringe øget gennemsigtighed til patentkontoret og gøre det mere ansvarligt," siger professor ved New York School of Law, Beth Noveck, der oprindelig tog initiativ til websitet i juli 2005.
Peer to Patent er det første eksempel på et socialt netværk, der bruges i det offentlige systems applikationer.
Det går ud på, at medlemmerne af websitet diskuterer hver ansøgning og uploader eksempler på gamle opfindelser, der svarer til de nye patentansøgninger.
De udvælger så de bedste eksempler på tilsvarende opfindelser af ældre dato, hvoraf de ti bedste sendes videre til statens patentkontor.
Insektspray
En mærkbar fordel for virksomhederne ved projektet er, at patentansøgere kun skal vente et års tid på at få set deres ansøgning igennem. I dag må de vente omkring fire år på svar.
Også open source-miljøet er begejstret:
"Jeg ser projektet som en insektspray, der bliver sprøjtet udover dårlige patentansøgninger, før de når at formere sig. Og din viden om tidligere opfindelser er insektsprayen," siger Pamela Jones, stifter og redaktør af Groklaw, et website, der fokuserer på open source-problematikker og retslige spørgsmål vedrørende fri software.
Oversat af Pola Rojan