Grafikvirksomheden Nvidia er på banen med en ny serie produkter, der efter selskabets eget udsagn tager hul på en ny epoke inden for personlige supercomputere.
Det nye Tesla-brand kan også sætte en stopper for, at man er afhængige af processorer eller CPU'er for at udføre opgaver på computeren. Det skriver Financial Times.
Intel er den største producent af mikroprocessorer, men Nvidia mener at kunne gøre indhug i den position med grafikprocessorerne, også kaldet GPU'er.
Normalt bruges GPU'er til at levere computergrafik til blandt andet 3D-spil, men måden de behandler billederne på, kan også bruges til andre opgaver på computeren.
Nvidias Tesla vil kunne hjælpe forskere med at udregne komplicerede beregninger og olieselskaber med at udregne geografiske og seismiske data, skriver avisen.
“Hvis du ser på, hvordan en CPU og en GPU fungerer, så er det som en bog, hvor CPU'en starter på side et, mens en GPU vil rive bogen i 1000 stykker og klare prossessen parallelt, udtaler Andy Keane, general manager i Nvidia, til Financial Times.
Nvidia hævder selv, at de nye produkter kan gøre det 50 gange hurtigere at simulere skyformationer og 100 hurtigere at behandle de seismiske data.