Ny platform
Så har Palm endelig fået skiftet hest. Tidligere brugte alle Palm lommecomputere Motorolas Dragonball VZ processor, og den højeste hastighed i en Palm OS computer var 66 MHz. Nu er Palm skiftet til ARM, som er ved at blive standard i alle lommecomputere, da det også er en ARM-variant, der sidder i PocketPC.
Tungsten T kan lettest beskrives som en lommecomputer med Palms simple styresystem kombineret med PocketPC's avancerede muligheder, og det giftemål er gået godt. Der er meget fin balance mellem det kendte simple Palm OS og de nye muligheder som MP3-musik og voice-recording.
Hertil kommer, at Tungsten T faktisk er billigere end oplagte PocketPC-konkurrenter som iPAQ.
Tungsten T rummer en 144 MHz ARM processor. Dermed er den på papiret noget langsommere end selv første generation af Compaqs iPAQ med dens 206 MHz, men det er nu ikke noget, som man bemærker, når man arbejder med den.
Den er forrygende hurtig sammenlignet med alle tidligere Palm OS computere, og den virker lige så hurtig som konkurrenterne med PocketPC - selv de nye med XScale og 400 MHz. Den har også et rigtig godt Grafitti-område, hvilket betyder, at det er let og hurtigt at indtaste tekst.
Her er Palms Tungsten T flankeret af to klassikere; Til venstre Palm V og til højre Compaq iPAQ 3630.
Lommecomputeren rummer seneste Palm OS 5.0, og det værd at bemærke, at en del af de mange gamle programmer ikke kører under dette styresystem. De skal flyttes til det nye styresystem. Mange er flyttet, men Palm har i modsætning til PocketPC haft utrolig mange freeware-programmer til rådighed, og her skal man altså kontrollere, om de klarer version 5.0.
Tungsten T rummer fire megabyte flash-hukommelse til styresystemet og 16 megabyte almindelig hukommelse til programmer og data, hvoraf de 14 kan bruges.
Skærmen er meget lækker sammenlignet med tidligere Palm OS computere. Den er baggrundsbelyst, har 320x320 punkter og kan vise 65.000 farver. Man kan indstille lysstyrken, og her skal det nævnes, at lysstyrken kan være lige så høj som for eksempel på iPAQ, men det behøves normalt ikke. iPAQ og Tungsten T kan næsten bruges som lommelygte, men det æder batteriet på ingen tid.
Man synkroniserer naturligvis med USB, og lommecomputeren rummer infrarød port ligesom de foregående modeller. Den kan bruges til at sende (beame) programmer til andre Palm OS computere - og til at kommunikere med for eksempel mobiltelefoner, så man kan komme på internet.
Tungsten T rummer desuden Bluetooth, hvilket er første gang for Palm, så man kan fjernstyre andre ting, der understøtter denne standard. Computeren kan naturligvis udvides, og det foregår via SD/MMC kort ligesom på de foregående modeller som m500, m505 og m515.
Det første, som man bemærker med den nye Palm er, at man kan trække bunden ud. Det tænder automatisk lommecomputeren. Det betyder, at den fylder meget lidt, når den er slukket. Den er faktisk både kortere og smallere end den klassiske Palm V fra 1999. Til gengæld er den noget tykkere og tungere. Når den er tændt, er den en anelse længere end Palm V.
Sammenligner man med en Compaq iPAQ, så er Tungsten T meget kortere, når den er slukket. Tykkelsen og vægten er nogenlunde den samme, men Palm OS computeren er lidt smallere.
TungstenT er 10 centimeter høj slukket, 11,5 centimeter høj tændt, 7,6 centimeter bred og 1,5 centimeter tyk. Den vejer 158 gram.
Tungsten T (øverst) er ganske lille sammenlignet med andre lommecomputere. Under den er Palm V og Compaq iPAQ 3630.
Tungsten T har fået mikrofon og memo-system, så man kan optage korte beskeder til sig selv. Det har iPAQ også. Tungsten T kan afspille MP3-musik, men det nødvendige software er ikke installeret, når man modtager den, og det er en skuffelse. Det har Pocket PC computere som iPAQ nemlig. Der er indbygget højttaler, og der er stik til hovedtelefon.
Palm Tungsten T koster cirka 4.400 kroner i Danmark. Til sammenligning koster Palm 515 med 33 MHz Motorola Dragonball VZ og 16 megabyte hukommelse cirka 3.500 kroner. En iPAQ H3950 med 64 megabyte hukommelse koster cirka 5.700 kroner.
Batterilevetid
Batterilevetiden er det helt ømme punkt med såvel Tungsten T som iPAQ. Problemet med nogle af disse nye computere er nemlig, at de æder batteri så hurtigt, at de ikke kan overleve en uges ferie uden strøm - heller ikke selvom man ikke bruger dem. Det gælder for eksempel for vores iPAQ 3630, der dårligt nok kan klare en weekend med jævnligt brug. Det vil for mange være grund nok til, at iPAQ ikke kan accepteres.
I gamle dage, hvilket vil sige 1999, fortalte Palm altid, hvor lang tid deres computere kunne køre på batteri. Det var der også god grund til. Mens Microsoft-lejren talte i timer, så talte Palm-lejren i uger. Men til historien hører dog, at Palm regnede med "normalt" brug, hvor Microsoft regnede med konstant brug.
Den klassiske Palm V og Vx kan således køre uden problemer i 14 dage selv med jævnligt brug. Den går ikke mere med de nye modeller.
Hverken Palm eller andre fortæller åbent om levetiden. Palm skriver dog i en sammenligning, at Tungsten T kan køre cirka en uge. Hvordan det tal er beregnet, er ikke specificeret. Compaq (nu Hewlett-Packard) arbejder som nævnt med timer, og her tænkes på konstant brug. Compaq skriver typisk, at en iPAQ kan køre 10-14 timer. Det kan vi i hvert fald afkræfte. Vores iPAQ kommer slet ikke i nærheden af det tal.
Hurtige processorer og lækre baggrundsbelyste farveskærme kræver strøm. Tungsten T kan køre cirka 3-4 timer konstant, hvis der er skruet helt op for lyset. Skruer man ned, vil den køre 7-8 timer.
Tungsten T står ikke tilbage for PocketPC-computere som iPAQ, når det gælder lysstyrke i skærmen. Men prisen er kortere batterilevetid.
Det værste, som man kan udsætte batteriet for, er afspilning af video fra et eksternt hukommelseskort. Tungsten T lever så i cirka 3,5 timer ved 50 procent lys og med baggrundsbelysning. Til sammenligning lever en iPAQ 2-3 timer ved samme test - alt efter model.
Man kan forlænge levetiden i lommecomputere som Tungsten T og iPAQ ved at slukke baggrundsbelysningen, men så forsvinder "magien". Ingen af disse computere har synderlig brugbare skærme, hvis man slukker for baggrundsbelysningen. Det tager i øvrigt 1,5-2 timer at oplade batteriet.