Sikkerhedskonsulent Claus Juul Bobjerg fra IBM var den første, der lagde sag an mod sin egen arbejdsgiver, fordi firmaet havde jobkartel-aftaler.
Nu er turen kommet til medicinalbranchen, hvor Clinical Trial Manager Anne-Marie Rosenknach Larsen sagsøger firmaet Encorium Denmark, der er underleverandør i medicinalindustrien, for jobkarteller.
"Det handler om, at et firma naturligvis skal behandle dets ansatte med almindelig anstændighed. Blandt andet skal det selvfølgelig oplyse om de vilkår, som de ansatte arbejder under. Det er firmaet forpligtet til," siger Anne-Marie Rosenknach Larsen, der er specialiseret i at arbejde med kliniske forsøg.
Det er fagforeningen Pharmadanmark, der organiserer akademikere på lægemiddelområdet, der fører sagen for dets medlem.
Claus Juul Bobjerg sagsøger IBM for 180.000 kroner, mens Anne-Marie Rosenknach Larsen forlanger 208.000 kroner.
Præcedens for it-branchen
Retssagen kan få stor principiel betydning for ansatte i it-branchen, hvor jobkarteller er meget udbredte.
Skulle Claus Juul Bobjerg og Prosa tabe deres sag, fordi retten finder at han ikke var underlagt den aftale, som IBM lavede med A.P. Møller Mærsk, vil den nye retssag skabe afklaring på området.
Der er nemlig ingen tvivl om, at Anne-Marie Rosenknach Larsen var underlagt den aftale Encorium Denmark har indgået.
Hun blev først næsten ansat hos et andet firma, men det skulle der spørges om lov til inden de skrev under på ansættelseskontrakten, men Encorium Denmark nægtede Anne-Marie Rosenknach Larsen at tage jobbet.
Hun vil ikke røbe navnet på det andet firma, da hun vil holde dørene åbne for mulig ansættelse der i fremtiden.
Arbejdsretten også i sving
Samtidig med de to retssager, har LO hevet hele fem virksomheder i arbejdsretten, fordi LO mener at virksomhederne med jobkarteller bryder overenskomstaftalen.
Også disse sager kan få principiel betydning for arbejdsgiverne i den danske it-branche.
Der falder tidligst dom i sagen mod Encorium Denmark i foråret 2008.