Artikel top billede

Dansk teleselskab raser over statens Tetra-udbud

Nordisk Mobiltelefon har klaget til Konkurrencestyrelsen over statens udbud af et radionet til beredskaberne.

Selvom vinderen af statens udbud af det kommende radionet til beredskabsmyndighederne formelt er fundet, raser kampen reelt fortsat.

Nordisk Mobiltelefon, der leverer alternative 3G-løsninger baseret på CDMA2000-teknologien, har klaget til Konkurrencestyrelsen, fordi virksomheden ikke mener, at udbuddet var teknologineutralt, sådan som det ellers stod i udbudsmaterialet fra Økonomistyrelsen.

Nordisk Mobiltelefon afgav et bud på ordren, men kom aldrig med i finalen, som i stedet kom til at stå mellem tre selskaber, der alle bød ind med Tetra-teknologien.

Klager over manglende teknologi-konkurrence

Nordisk Mobiltelefon har nu sendt en klage til Konkurrencestyrelsen over udbudsforløbet.

"Den går på, at der ikke har været reel konkurrence på teknologien. Udelukkelsen af alternative teknologier til Tetra har ført til en alvorlig begrænsning af konkurrencen," siger Erik Hornung, der er administrerende direktør i Nordisk Mobiltelefon.

Tidligere på måneden blev Dansk Beredskabskommunikation, der er ejet af Motorola og Zenitel, kåret som vinder af udbuddet.

Flere klager over udbuddet

Hos Konkurrencestyrelsen oplyser man, at Nordisk Mobiltelefons klage er den femte klage over radionet-udbuddet. De fire foregående kom alle i 2006.

Da Klagenævnet for udbud allerede i december behandlede en klage over udbuddet, som ikke fik medhold, er det ikke sandsynligt, at Konkurrencestyrelsen giver Nordisk Mobiltelefon medhold.

Derimod risikerer staten at blive sagsøgt for omkring 700 millioner kroner af en række virksomheder, der er utilfredse over, at Folketinget har besluttet, at alle danske beredskabsmyndigheder skal tvinges til at benytte det nye radionet – altså Tetra-systemet.

Som Computerworlds tidligere har beskrevet er virksomhederne utilfredse over den beslutning, fordi den fjerner dele eller hele deres kundegrundlag.

Hos Nordisk Mobiltelefon, der blandt andet satser på at sælge CDMA2000-løsninger til beredskaberne, vækker loven heller ikke begejstring.

"Vi har flere strenge at spille på, så det er ikke noget, der knækker Nordisk Mobiltelefon, men jeg synes, at det er problematisk for det danske samfund, at man vælger den løsning. Vi er selvfølgelig også lidt skuffet over det rent forretningsmæssigt," siger Erik Hornung.

Han ønsker ikke at oplyse, om Nordisk Mobiltelefon er blandt de virksomheder, der i øjeblikket overvejer, om man skal sagsøge staten for omkring 700 millioner kroner.

Er Tetra forældet?

Erik Hornung mener, at Tetra er en forældet teknologi, der på grund af den begrænsede udbredelse også er alt for dyr at implementere.

I stedet mener han, at CDMA2000, som Nordisk Mobiltelefon selv ejer licenser til i Danmark, er et oplagt valg.

CDMA2000 svarer til det almindelige UMTS (3G), og teknologien har på verdensplan flere hundrede millioner brugere.

"Alle de basale funktioner i Tetra findes i dag også i CDMA2000, og vores beregninger viser, at man kunne lave et dansk beredskabsnet på den teknologi for under 375 millioner kroner," siger Erik Hornung.

Prisen på Tetra-løsningen er ikke offentliggjort, men det anslås, at den bliver på omkring to milliarder kroner.

Pseudoargumenter

Erik Hornung er også stærkt utilfreds med de argumenter, som selskabet har fået for, hvorfor det ikke kom med i selve udbuds-finalen. De gik blandt andet på selskabets finansielle styrke.

"Men vi har både Orkla og Iceland Telecom i ryggen, og de har jo i den grad finanser. De argumenter, vi har fået, opfatter vi som pseudoargumenter," siger Erik Hornung.

Nordisk Mobiltelefon ejer to licenser til at udbyde teleløsninger i Danmark. Den ene fik selskabet gratis i 2005, den andet købte det tidligere på året for 20 millioner kroner.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
BI Excellence Day 2025

Kom og få indsigt i, hvordan du kan arbejde målrettet og struktureret med BI, så din virksomhed bliver i stand til at tage hurtige og datadrevne beslutninger, der understøtter din virksomheds strategi. Netværk og del erfaringer med ligesindede og mød eksperter, der kan give viden om de nyeste tendenser, og hvordan du gør brug af disse uden at gå på kompromis med compliance.

30. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Geopolitik og cloud

Private vs. public cloud - hybride løsninger der sikrer kritiske data. Overvejer din organisation at vende de amerikanske cloud-giganter i ryggen set i lyset af den geopolitiske situation? Vi dykker ned i en dugfrisk rapport og diskuterer mulighederne for en "Plan B".

05. maj 2025 | Læs mere


Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

06. maj 2025 | Læs mere