Der er et kæmpe potentiale i den offentlige arbejdskraft.
De ansatte er dygtige, og samtidig viser en ny statistik, at offentligt ansattes arbejdstid er faldende.
Mens antallet af præsterede arbejdstimer for privatansatte er steget med 85 timer mellem 1995 og 2005, er timetallet for offentligt ansatte tilsvarende faldet med 11 timer.
På den baggrund konkluderer de økonomiske vismænd, at øger de offentligt ansatte deres timetal som de privatansatte, vil arbejdsstyrken øges med 45.000 heltidsbeskæftigede.
Der er brug for, at det sker. Men hvad skal der til for, at det gør?
Omfattende mistillid
Ser vi på, hvorfor de offentligt ansatte kun arbejder den mængde, de gør, er svaret todelt.
For det første hersker der i det omgivende samfund mistillid til, om de offentligt ansatte overhovedet laver noget.
Hvor ofte hører man ikke om lærerne, “der altid holder ferie”, pædagogerne, “der altid drikker kaffe”? Dumsmarte jokes, der rummer mere og andet end sjov.
På den anden side er der en offentlig kultur, hvor en ekstra indsats betragtes som skruebrækkeri, og bonusordninger betragtes som fedterøvstillæg.
Skal vi have medarbejderne i det offentlige til at arbejde mere, så må vi have ovenstående in mente.
Der er nemlig ikke alene brug for et opgør med timeregistreringssystemet, men med et opgør med hele den mistillidskultur, der findes internt i og eksternt til sektoren.
Positiv feedback motiverer
Det er gængs viden, at anerkendelse af medarbejderes arbejdsindsats og kompetencer er motiverende i forhold til at gøre en ekstra indsats.
Positiv feedback og spændende arbejdsopgaver motiverer. Der er brug for en ny kultur i den offentlige sektor – en kultur baseret på anerkendelse frem for på mistillid.
Og anerkendelse er faktisk et ganske godt ledelsesredskab på flere måder.
For det første gennem at sørge for, at medarbejderne, der kender deres brugere og deres felt, sikres frihed og tilskyndelse til at udvikle det felt.
Frihed og indflydelse på eget job, er nemlig udtryk for anerkendelse af den enkeltes kompetencer og et godt ledelsesværktøj i forhold til at få medarbejdere til at yde lidt ekstra.
Kontant belønning
En anden måde at vise anerkendelse på er, at ledelsen har mulighed for at anerkende de ansattes ekstra indsats “kontant”.
Statsministeren lancerede sidste år et forslag om at belønne offentlige ledere kontant, hvis de medvirker konstruktivt og positivt til at forny og udvikle den offentlige sektor.
Hvorfor ikke gå skridtet videre og belønne de ansatte?
Ikke som en alene-stående ændring, som vil være uden effekt, men som en del af opgøret med mistillidskulturen.
Således skal bonus ikke gives og forstås som et “fedterøvstillæg”, men som en måde for det omkringværende samfund og internt at synliggøre de gode eksempler.
Også på denne måde kan vi anerkende de offentligt ansatte, der både er dygtige til deres job og villige til at gøre en ekstra indsats.
Jeg er sikker på, at der er mange, der passer på beskrivelsen.
Opgør med mistillidskulturen
Skal vi have de offentligt ansatte til at opfylde deres potentiale, kræver det et opgør med mistillidskulturen i og omkring sektoren.
Vi skal have et opgør med time-tælleriet fra medarbejdersiden, fra ledelsen og fra det øvrige samfund, og vi skal belønne forbillederne.
Jeg er nemlig sikker på, at de offentligt ansatte ligesom dem i den private sektor er både dygtige og gerne vil gøre en ekstra indsats.
De er såmænd ikke så nøjeregnende med, om de arbejder 37, 38 eller 40 timer. Blot de også bliver anerkendt for indsatsen.
Både kontant og i form af, at også samfundet lægger det mistillidsbaserede, nøjeregnende krav om timetælleri på hylden.
Lars Goldschmidt er administrerende direktør hos
Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
