Artikel top billede

HP skal stå i spidsen for alt og alle

HP Mobility Summit: HP har ikke nok i den aktuelle position som verdens største pc-producent. Virksomhedens intention er at lede alle de markeder, den kan, siger topchef Todd Bradley. Mobilitet, opkoblinger og design er HPs nøgleord i fremtiden.

Shanghai: Verdens største pc-producent, Hewlett-Packard, vil være så stor og dominerende, som det overhovedet er muligt.

Det var essensen af den tale, som Todd Bradley, executive vice president i HP, i dag holdt om HPs fremtidsvisioner.

Badet i blitzlys fra primært asiatiske journalister stod han på scenen på HP Mobility Summit i Shanghai, hvor omkring 300 journalister fra hele verden er samlet til pc-gigantens årlige pressekonference.

”Det er vores intention at være en leder, og det er vores intention at lede alle de markeder, vi kan være på,” sagde Todd Bradley, der rangerer lige under HPs administrerende direktør, Mark Hurd.

Fede tider

Den seneste opgørelse fra analysehuset Gartner viser, at HPs andel på verdensmarkedet for pc’er steg til 17,6 procent i første kvartal af 2007.

Til sammenligning sidder Dell, der er den næststørste pc-producent, kun på 13,9 procent.

En IDC-analyse viser stort set samme tendens. Her har HP en markedsandel på 19,1 procent mod Dells 15,2 procent.

Todd Bradley forsømte da heller ikke at nævne HPs aktuelle succes i sin tale i Shanghai.

”Det er skønt at hvile i øjeblikket, og det er skønt at se tilbage på, hvor godt et år, sidste år var. Men det er ikke sådan, vi bruger vores tid i Hewlett-Packard. Vi bruger langt mere tid på at se på fremtiden og på, hvordan vi kan fortsætte med at vokse,” sagde Todd Bradley, der har været i virksomheden siden 2005.

Design og opkoblinger

HP, der blev grundlagt i 1939 af to mænd med efternavnene Hewlett og Packard, har i dag afdelinger i mere end 170 lande og tusinder af ansatte over hele kloden.

Forretningen er i de senere år blevet udvidet markant i takt med den teknologiske udvikling, så HP i dag producerer alt lige fra stationære computere og printere, til mobiltelefoner og notebooks.

Det er de sidstnævnte, der bliver HPs fremtid, mener Todd Bradley.

Han peger dog også på, at det ikke længere er nok bare at lave bærbare computere – de skal kunne give brugerne en konstant mulighed for at koble sig på forskellige netværk.

”Det handler om at lave produkter, der giver dig mulighed for at koble dig på. At koble dig til mennesker, informationer, underholdning og det, der betyder allermest for dig,” sagde Todd Bradley.

Samtidig brugte han en del tid på at fortælle om designets betydning for den moderne forbruger.

”Folk elsker at vise dig deres nye mobiltelefon, kamera eller notebook, uanset om du er i Shanghai, Berlin eller enhver anden by i verden. Værdien af produktet er ikke kun, hvad det kan koble sig op på – men også, hvordan produktet ser ud, når det gør det,” mener Todd Bradley.

”Vi ser på flere ting, når vi designer produkterne. Hvordan føles det i din hånd, hvor simpelt er det at bruge, og hvor pålidelige er de opkoblinger, som det giver dig? Det er kombinationen af de ting, der skaber HPs muligheder i fremtiden,” lød det i dag fra Todd Bradley.

Store forandringer

Selvom Todd Bradleys tale var præget af, at det går godt for HP i øjeblikket, er det ingen hemmelighed, at selskabet i de senere år har været gennem en række omvæltninger.

Siden Mark Hurd trådte til som administrerende direktør i 2005, er flere end 15.000 medarbejdere blevet fyret.

Det er sket i et forsøg på at trimme virksomheden, og så sent som i marts måned sagde Mark Hurd, at HP fortsat skal skabe bedre regnskaber ved at reducere omkostningerne.

Den melding gentog Todd Bradley i dag også til pressekonferencen i Kina.

”Vores strategi er baseret på meget disciplinerede og effektive operationer. Ved at minimere omkostningerne, kan vi konkurrere på prisen og skabe den innovation, der er afgørende,” sagde Todd Bradley.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere