Midtvest Bredbånd og Energi Midt, der begge investerer millioner af kroner på at grave fiber ned i den jyske muld, slår nu pjalterne sammen på indholdssiden.
De to elselskaber har hidtil haft hvert deres indholdsselskab, men nu slås de to virksomheder sammen i selskabet Content Danmark, der bliver markedsført under navnet Smile.
Selskabet skal levere de såkaldte triple-play-løsninger med internet, ip-telefoni og tv.
"Tidligere var danmarkskortet et stort kludetæppe af en masse spillere, som hver havde deres ambitioner på content-side og forsøgte at genopfinde den dybe tallerken. Nu er de kommet til en erkendelse af, at det nok ikke dur. Der er nødt til at være én stærk, samlet spiller," siger Rune Bech, der bliver bestyrelsesformand i det nye selskab.
Han har en fortid som direktør i TV2 interaktiv.
Tonny Gjettermann, der hidtil har været direktør i Energi Midts Ivisjon. bliver administrerende direktør i Smile.
Vil kæmpe mod de etablerede
Det nye Smile har allerede lokket fem andre jyske fiber-selskaber til at melde sig som partnere og kunder.
Selskabet kan dermed nå op på 740.000 potentielle kunder som husstande, efterhånden som elselskaberne ruller deres fiber ud.
Tonny Gjettermann og Rune Bech skal stå i spidsen for den mission, der går på, at Smile skal give etablerede indholdsudbydere som TDC Kabel, Viasat og Dansk Bredbånd sved på panden, når det handler om at vinde fremtidens tv-kunder.
"Vi er bagud som land, når det handler om indholdstjenester. Det skyldes, at der ikke har været noget incitament for de etablerede spillere til at investere i det," siger Rune Bech.
Han peger på at nøgleordene fremover bliver HD-tv, on-demand, en stor grad af fleksibilitet i tv-pakkerne og mulighed for harddisk-optagelser.
"Der ligger et hav af muligheder i de høje båndbredder, og det er de ting, som vi vil drive frem."
Det samme har været missionen for Midtvest Bredbånds hidtidige indholdsselskab, Smile Content.
I december kunne Computerworld dog fortælle, at Smile Content efter et år på markedet kun havde kun havde sig selv - Midtvest Bredbånd - og Himmerlands Elforsyning som kunder.
Alligevel tror de to elselskaber bag det nye Smile på, at de vil kunne skabe en forretning på at levere indhold.
Hård konkurrence
Elselskabernes milliardinvesteringer i fiber har været i gang i flere år.
I den tid har de mere traditionelle internetudbydere dog også styrket deres forretninger.
Blandt andet har både Cybercity og TDC nu bredbåndsprodukter, der er helt oppe på 20 Mbit/s, og samtidig har en spiller som Fullrate indtaget store dele af Jylland med højhastigheds-bredbånd.
Derfor er elselskaberne nødt til at vinde på andet og mere end hurtigt internet og ip-telefoni, og det er her, at et selskab som Smile kommer ind i billedet, forklarer Rune Bech.
"Vi tilbyder hastigheder helt op til en gigabit, og det er jo det meget håndgribelig argument for at vælge fiber. Men det, der tæller for langt, langt de fleste er, hvad man kan med den her linje - det er det, der betyder noget for Hr. og Fru Jensen," siger Rune Bech.
Smile kommer til at få omkring 15 ansatte.