Den 42-årige Niels Svenningsen nåede kun at være på posten som administrerende direktør for Dansk Bredbånd i et halvt år, før han blev headhunted til et europæisk topjob hos Hitachi Data Systems, HDS.
"HDS er med til at skabe de standarder og løsninger, som en stor del af verdens betydende virksomheder lagrer deres it-infrastruktur på. At få muligheden for at være med i spidsen for HDS i Europa er en drømmestilling - og derfor har jeg ikke tøvet med at sige ja, også selvom det gør ondt at sige farvel til Dansk Bredbånd," siger Niels Svenningsen.
Før Dansk Bredbånd var Svenningsen øverste chef for det fusionerede Ementor/Topnordic i Sverige.
Får plads i ledelsen
Niels Svenningsen indtræder i den europæiske topledelse i London og får umiddelbart ansvaret for ni europæiske lande, der er det største område i Europa målt på omsætning.
Niels Svenningsen er udnævnt til Vice President i Hitachi Data Systems Europe, og han tiltræder stillingen den 1. maj.
Svenningsen har tidligere arbejdet for IBM, Compaq, HP, forhandleren Websales og som nævnt Dansk Bredbånd og Topnordic.
Hitachi-koncernen har 356.000 medarbejdere og er repræsenteret i 170 lande.