BREAKINGKathrine Forsberg stopper som CEO i Atea

Artikel top billede

Oracle: Vi slår SAP, når ERP-bølgen ruller om to år

Interview: Amerikanske Oracle har de seneste tre år brugt over 110 milliarder kroner på opkøb af forretningsapplikationer. Nu haler selskabet endelig ind på tyske SAP og går målrettet efter at vippe tyskerne af tronen, når en ny ERP-bølge ruller om to til fem år.

Den amerikanske softwarekæmpe Oracle har de seneste år gjort sig bemærket ved at hive milliard efter milliard op af lommen og købt forretningssoftwareselskaber som PeopleSoft og Siebel.

Opkøbene er et led i en strategi, der skal styrke Oracle inden for forretningsapplikationer, så selskabet på længere sigt kan vippe ærkerivalen SAP af ERP-tronen, forklarer Thomas Honoré, der er administrerende direktør for Oracle i Danmark.

Oracle mener nemlig, at ERP-kunder går til den leverandør, der på den mest enkle måde får de store virksomhedssystemer, eller ERP (Enterprise Resource Planning), til at smelte sammen med forretningsapplikationer som CRM, HR, BPM og Business Intelligence (BI).

Vigtigt for Oracle

"ERP-markedet er vigtigt for Oracle, men en ERP-applikation er i dag ikke det, der differentierer en leverandør. Det er et must have," siger han.

"Det, der differentierer, er at tilbyde alle relevante forretningsapplikationer, og samtidig få dem til at hænge sammen med ERP-systemet," fortsætter han.

Derfor bliver det også styrkeforholdet inden for forretningsapplikationer, der afgør, om Oracle kan blive den dominerende spiller på fremtidens ERP-marked, hvor tyske SAP sidder tungt på tronen.

SAP er blandt andet berømt for et omfattende forsknings- og udviklingsarbejde, der har gjort tyskerne i stand til at sende nye og bedre udgaver af dets applikationer på markedet i en lind strøm.

Oracle er derimod verdens førende leverandør af databasesoftware, og har haft svært ved at følge med SAP på applikationssiden.

Lukket hullet med opkøb

Oracles udviklingsaktiviteter de seneste 10 år har ikke bragt selskabet væsentligt nærmere SAP, og derfor har Oracle forsøgt at lukke hullet gennem opkøb.

Alene de seneste tre år har amerikanerne været på en indkøbstur, der kan gøre selv den mest garvede shopaholic rundtosset.

Ikke færre end 30 forskellige virksomheder har Oracle købt. Pris? Mere end 110 milliarder kroner.

Og effekten af indkøbsturen begynder nu at vise sig. Det seneste kvartalsregnskab fra Oracle afslører, at selskabets applikationsforretning voksede med 57 procent i tredje kvartal af regnskabsåret 2007.

Til sammenligning kunne SAP kun prale af en vækst på syv procent i dets seneste kvartal.

Det momentum skal udnyttes, og midlet er blandt andet Oracles fremtidige Fusion-platform, der er baseret på servicebaseret arkitektur (SOA).

"Vi kommer ikke med "The-Mother-off-all-Applications". Vi kommer derimod med en applikationssuite, hvor du kan tage de relevante elementer ud og bruge i din forretning. Eksempelvis et HR-modul, et CRM-modul eller et Analytics-modul," siger Thomas Honoré.

Han mener, at det kommer til at forandre måden, forretningsapplikationer i dag bliver brugt på.

"Prøv at tænke på din hverdag. Vi siger, at du skal ind og lave noget i et eller andet program. Du går ind i en menu, trykker undermeny1, så undermeny2 og så videre indtil du når frem til den arbejdsopgave, du skal løse. Sådan bliver det ikke fremover," siger Thomas Honoré.

Her vil brugeren blot klikke sig ind på et skærmbillede og skrive den arbejdsopgave, der skal løses. Søgemaskinen finder så det applikationsmodul, der skal anvendes, og så kender systemet – den serviceorienterede arkitektur – den arbejdsproces, hvori det relevante modul indgår, forklarer han.

Forspringet skal udnyttes

"SOA betyder, at man arbejder arbejdsprocesorienteret, og det er noget alle leverandører taler om i øjeblikket, men Oracle er væsentligt længere fremme end både SAP og Microsoft. Og de lokale spillere som Lawson er slet ikke trådt ind på den sti endnu," siger Thomas Honoré.

Forspringet skal udnyttes, så kunderne skæver til Oracle, når de om få år begynder at udskifte ERP-systemer, som mange virksomheder købte fra 1995 og frem til 2000.

"94 procent af alle SAP-kunder er på gamle versioner, så for SAP-kunderne vil det være lettere at gå til en Oracle-platform, end det vil være at gå til en ny SAP-platform," hævder Thomas Honoré.

Han tror på, at der i løbet af to til fem år kommer en ny bølge af ERP-investeringer, hvor kunderne vil efterspørge applikationer og SOA.

Derudover forudser han også, at branchespecifikke løsninger, der også integreres i Fusion-platformen, bliver hotte.

"Det er ikke nok at være en dygtig ERP-leverandør. En detailvirksomhed vil også have et CRM-system, der er skræddersyet til de specifikke behov, man har, når man driver detailvirksomhed. Og en produktionsvirksomhed vil have et logistiksystem, der er dedikeret til produktionsvirksomhedens behov," siger Thomas Honoré.

Derfor har der også været en del leverandører af branchespecifikke løsninger blandt de virksomheder, Oracle har købt op de senere år.

Et eksempel er Retek, som er specialist i at udvikle den forretningssoftware, der skal til for at drive en detailhandelsvirksomhed.

Pris per applikation per bruger per måned

Derudover peger Thomas Honoré på Oracles "software som service-strategi" som et vigtigt element i bestræbelserne på at blive den førende ERP-leverandør.

Den strategi skal gøre applikationer til en forretningsservice leveret via internettet. Oracle kalder satsningen for On Demand, hvor kunden betaler for en applikation per bruger per måned.

Han henviser blandt andre til SAS Cargo i Danmark, der anvender Siebel CRM. Ifølge Oracles prisliste koster en sådan løsning typisk 150 dollar per bruger om måneden, men så slipper kunden også for selv at købe software og hardware. Oracle står for det hele.




IT-JOB
Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Hybrid, on-premise eller public cloud. Bliv klogere på fremtidens datacenter

Få indblik i, hvordan du planlægger, designer og drifter dit datacenter, så det kan følge med virksomhedens vækst, støtter bæredygtighedsindsatsen og lever op til krav om effektiv datahåndtering.

25. februar 2025 | Læs mere


Computerworld Cyber Briefing

Én gang om måneden leverer Computerworld Event et 30 minutters Cyber Briefing, hvor du får overblik over de mest aktuelle angreb, største trusler og tendenser samt giver dig gode råd, der kan implementeres direkte i din it-sikkerhedsafdeling.

03. marts 2025 | Læs mere


Identity Festival 2025

Er du klar til en dag, der udfordrer din forståelse af, hvad Identity & Access Management (IAM) kan gøre for din organisation? En dag fyldt med indsigt, inspiration og løsninger, der sætter kursen for, hvordan vi arbejder med IAM i de kommende år.

05. marts 2025 | Læs mere






White paper
Sikkerhed gjort enkelt: Beskyt din virksomhed direkte i browseren