Rygterne om, at søgemaskinegiganten Google skulle være på vej med en mobiltelefon, er nu blevet bekræftet af Isabel Aguilera, der er chef for Google i Portugal og spanien.
Det skete i et interview med den spanske nyhedstjeneste Noticias.com.
Her siger Isabel Aguilera, at selskabet blandt andet arbejder på at udvikle en mobiltelefon.
"Vores ingeniører har dedikeret en del af deres tid til at designe en mobiltelefon for at give bedre adgang til information," siger hun til nyhedstjenesten.
Et af 18 produkter
Ifølge Isabel Aguilera bruger Googles udviklere 10 procent af deres tid på projekter, som ikke nødvendigvis er relateret til Googles kerneforretning.
Mobiltelefonen er et af 18 produkter i Googles eksperimenterende laboratorium, siger hun til Noticias.com.
Der er dog tvivl om, hvorvidt den europæiske chef blot har talt over sig.
"Mobilområdet er vigtigt for Google, og vi forbliver fokuserede på at lave applikationer og udbygge partnerskaber med industriens førende for at udvikle innovative services for brugere over hele verden. Vi har imidlertid ikke mere at oplyse," lød det efterfølgende fra Google i USA.
Rygterne om en Google-telefon har dog svirret længe.
Magasinet PC World skrev i forrige uge om, at et billede af den kommende telefon florerede på nettet. Der er dog stor usikkerhed om, hvorvidt billedet blot af resultatet af en behandling i Photoshop.
En jobannonce fra Google har ligeledes bidraget til rygterne om søgegigantens satsning på mobil kommunikation.
I jobannoncen oplyser søgemaskinegiganten blandt andet, at selskabet eksperimenterer med trådløs kommunikation.