I et forsøg på hurtigere at skaffe internetforbindelser til mobiltelefoner i Europa, pønser EU-kommissionen på at ændre den måde, hvorpå teleselskaberne har lov at bruge radiofrekvenser på, siger EU-talsmand Martin Selmayr.
Ændringsforslagene bliver taget op til debat i næste måned ved et formelt møde, der har til formål at revurdere EU's eksisterende politik omkring radiospektrummer.
Hvis forandringerne bliver godkendt af EU's 27 medlemslande og Europa Parlamentet, kan mobilselskaberne samlet spare mellem 74,5 og 372,7 milliarder kroner, fordi de derved slipper for at investere i nye 3G netværk, siger Martin Selmayr.
Halvdelen dækket
Kun omkring halvdelen af EU er dækket af 3G netværk, mens 2G netværket dækker hele EU.
Under de eksisterende regler om radiofrekvenser, må virksomhederne ikke bruge deres 2G netværk til andet end telefonsamtaler og sms’er.
Mange mobilselskaber har investeret milliarder af kroner i at købe 3G frekvenser og har derudover investeret næsten ligeså meget i at sætte de 3G netværk op for at kunne anvende det mere indbringende og rigere service 3G lover.
Håndsrækning
Ændringsforslagene bliver opfattet som et forsøg på en håndsrækning til Europas mobilindustri, efter at kommissionen tidligere har slået på tromme for slå ned på industriens dårlige vane med at kræve alt for meget for telefoni i udlandet.
Virksomheder står til at miste millioner af kroner i roaming-afgifter, når man senere på året højst sandsynligt bliver enige om de nye restriktioner.
Forandringer i lovgivningen om radiospektret kunne også godt falde på plads senere på året og hjælpe med at udjævne tabet af omsætning fra roaming, siger Martin Selmayr.
Repræsentanter fra industrien bifalder kommissionens træk.
– Det viil give os mulighed for en mere effektiv brug at spektret, siger Davis Pringle, talsmand for GSM sammenslutningen.
Det er dog ikke alle virksomheder, der står til at vinde noget ved disse ændringer.
Oversat af Ditte Thøgersen