Som på mange andre områder har danskerne vænnet sig til at være verdens bedste, når det handler om informationsteknologi.
Men deltagerne i Dansk IT og Computerworlds tænketank CIO Innovation Forum ser tegn på, at førerpositionen ikke kan bevares med den nuværende indsats.
Danskerne har brug for at tilegne sig et sæt brede digitale kompetencer, der fremtidssikrer mulighederne for både at anvende og skabe informationsteknologi.
Det er nødvendigt, at it bliver en metafærdighed på linje med at læse og skrive, mener rektor for IT-Universitetet Mads Tofte, der også har plads i Dansk IT og i Compurterworlds tænketank CIO Innovation Forum.
Kompetencer skal defineres
Sammen med CIO Klaus Kvorning Hansen fra Pen-Sam præsenterede han i sidste uge på det første CIO Innovation Forum et oplæg, der definerer digitale kompetencer, og en vision for, hvordan definitionen kan give Danmark et digitalt kompetenceløft.
Et kompetenceløft som 25 deltagere i tænketankens første møde brugte en eftermiddag på at lægge fundamentet for.
– Det kræver ikke nogen forudgående viden om, hvordan man laver en rammer for at bruge den. Men i informationsteknologien er der kun en lille
forskel på at anvende og skabe, siger Mads Tofte.
– I virksomheder kan forståelse for teknologien være helt afgørende for virksomhedens udvikling. I en bank er du nødt til at forstå teknologien for at
passe dit økonomijob.
Førerposition under pres
Ifølge “Informationssamfundet Danmark 2006” fra december havde 88 procent af befolkningen i 2006 adgang til en pc i hjemmet, 83 procent havde adgang til internet i hjemmet og ikke mindre end 65 procent af de danske familier har bredbånd.
Udgivelsen fra IT- og Telestyrelsen viser også, at antallet af kortbetalinger afregnet via PBS er mere end firedoblet fra 1. kvartal 2003 til 3. kvartal 2006.
Og danske virksomheder var i 2005 nummer to i EU til at bruge offentlige digitale ydelser. 69 procent af de danske myndigheder i 2005 foretog elektroniske indkøb med digital fakturering mod kun 19 procent i 2004.
Men Danmarks førerposition er under konstant pres fra andre lande, der udnytter teknologierne lige så godt eller bedre.
Danmark topper godt nok listen i The Lisbon Review Index, som tænketanken World Economic Forum netop har sendt på gaden.
Indekset er en status over hvilke lande, der lever bedst op til Den Europæiske Unions (EU) målsætning fra Lissabon-topmødet i 2000 om at blive verdens førende videnøkonomi i 2010.
Men i kategorien Informationssamfund ses presset fra konkurrenterne tydeligt.
Scoren her beregnes blandt andet på baggrund af svar fra topchefer i 100 lande. Svarene handler om it-anvendelsen i virksomheder, den offentlige sektor, skoler og lignende.
Den danske score er 5,53. Det er væsentligt bedre end EU-gennemsnittet på 4,58, men ikke meget over det østasiatiske gennemsnit på 5,41. USA har en score på 5,63 og i Europa topper Sverige med en score på 5,93 efterfulgt af Holland og Storbritannien.
Samtidig svigter danske unge de it-uddannelser, der skal sikre Danmark en plads blandt de bedste i verden til at udvikle informationsteknologi.
Da IT-Universitetet i november havde ansøgningsfrist til studiestart i foråret 2007 var ansøgerantallet næsten halveret fra 221 til 124 i forhold til året før.
Antal studerende rasler ned
Og på universiteternes datalogiuddannelser rasler antallet af studerende gså ned fra 223 optagne i 2005 til 168 i år på Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet.
– Motivationen for at gå i gang nu er, at vi ser tegn i debatten på, at der er mangel på digitale kompetencer. Men det er ikke for sent at gøre noget, siger Nykredits CIO Lars Mathiesen, der er formand både for tænketanken og interesseorganisationen Dansk IT.
Forslagene fra CIO Innovation Forum skal nu samles i en handlingsplan, som bliver en del af den samlede masterplan for det digitale Danmark, som CIO Innovation Forum præsenterer på årsmødet den 22. august efter flere diskussioner i CIO Innovation Forum i løbet af foråret.
Læs mere om CIO Innovation Forums arbejde med de digitale kompetencer i fredagens trykte udgave af Computerworld.
Læs de konkrete anbefalinger og definitionen på de digitale kompetencer, der mangler.