Montreal: King Kong, Splinter Cell, Prins of Persia.
Listen af titler på computerspil produceret i det fransktalende Quebec synes uendelig - ganske ligesom væksten af antallet af udviklere og nye virksomheder i den canadiske region kan få den uindviede til at måbe.
Men ifølge Ken Pallister, chef for forretningsudvikling af spil i Microsoft, kommer det næste højdespring i denne industri ikke til at ske i den vestlige del af verden.
Han ser Indien som en potentiel kandidat til at indtage scenen.
Kun et spørgsmål om tid
- Det vil ske. Det er kun et spørgsmål om tid, siger Ken Pallister.
Han peger på Indiens hastigt voksende middelklasse som en af de afgørende drivkræfter. Den tjener stadigt flere penge, og stor del af dem vil blive brugt på underholdning.
Ken Pallister var en af gæstetalerne ved den store canadiske computerspilsmesse, Montreal International Games Summit 2006, der blandt andet har til formål at slå den fransktalende storby fast som et nyt Hollywood for computerspil.
- Allerede nu har Indien en internationalt stærk it-sektor, og snart vil de ressourcer invadere underholdnings-industrien, siger Ken Pallister.
Elsker amerikansk kultur
Han peger på blandt andet Korea som et godt eksempel på dette.
- Fælles for de lande er en stærk appetit på amerikansk kultur. Men dette tjener kun som et fundament for en videre udvikling af egne produkter. Lige som den koreanske spilindustri har udviklet egne produkter, vil inderne også markere sig, pointerer den amerikanske direktør.