Danske seminarier uddanner it-analfabeter

Nyuddannede folkeskolelærere er selvlærte i it, for på seminarierne er der ikke meget hjælp at hente. Et kæmpestort problem, siger de lærerstuderende selv.

På danske seminarier er it ikke et obligatorisk fag og kun dårligt integreret i de andre fag.

Det medfører, at kommunerne må sende nyuddannede lærere på it-efteruddannelse, oplyser Lærerstuderendes Landskreds og KL (Kommunernes Landsforening).

– Det er spild af penge, når man kunne løse det ved, at vi havde en ordentlig it-faglig ballast, når vi kom ud fra seminarierne, siger Jakob Andersen, formand for Lærerstuderendes Landskreds.

Men den ballast må de studerende selv skaffe sig.

– Jeg blev ikke undervist i det. På seminariet blev jeg undervist i dansk seks timer om ugen i to år, men vi havde ikke noget om it, siger Funda Günes, der blev uddannet som folkeskolelærer i sommer fra Silkeborg Seminarium.

Det er for ringe

– Jeg synes, det er for ringe. Med seks timer om ugen i to år, så burde man måske kunne finde et tidspunkt, man kunne undervise i det. I det mindste bare et grundforløb på en til to uger eller en måned. Det burde vel være en selvfølge, siger Funda Günes, der i dag arbejder på Søndre Skole i Grenaa.

Hun er ikke den eneste, der er utilfreds med de it-kompetencer, man får – eller ikke får – på seminarierne.

En rundspørge, Computerworld og Danmarks IT-vejlederforening har foretaget blandt 143 af Danmarks cirka 3.000 it- vejledere viser, at 74 procent af vejlederne mener, at de nyuddannende lærere er klædt for dårligt på til at integrere it i undervisningen.

– På min egen skole har vi fået nogle lærere direkte fra seminariet, der ikke har interesseret sig for it. De kunne måske godt skrive en Word-tekst, men så var det det. Så kan der ikke komme mange overvejelser om at bruge it i undervisningen, siger Per Kristensen, formand for Danmarks IT-vejlederforening.

Burde ikke kunne lade sig gøre

Det har formanden for de danske seminarierektorer, Nils-Georg Lundberg, dog svært ved at tro på.

– Der kan være lidt variation, men det burde ikke kunne lade sig gøre, siger han.

De lærerstuderende tror dog på Per Kristensens eksempel.

Lærerstuderendes Landskreds har lavet en undersøgelse sammen med Dansk Industri, der viser, at to ud af tre lærerstuderende mener, at underviserne i mindre grad eller slet ikke inddrager it i deres undervisning
på seminariet.

Tre ud af fire bliver i mindre grad eller slet ikke forberedt på at inddrage it i deres undervisning.

– Det er et kæmpestort problem, at man ikke får integreret it ordentligt i undervisningen, siger formand Jakob Andersen fra Lærerstuderendes
Landskreds.

Formand for seminarierektorerne Nils-Georg Lundberg erkender, at der er problemer, og mener, at det blandt andet skyldes, at den nuværende lov er uklar.

– En ny bekendtgørelse får afsmittende virkning. Så vil vi sidde ude på de enkelte seminarier og kigge igennem, hvordan vi lever op til den, siger han.

Spørgsmålet er, om det er nok. Allerede i den nuværende bekendtgørelse er der et krav om at it skal være en del af undervisningen.

– Jeg tror, at vi får nogle mere præcise formuleringer om, på hvilken måde it skal integreres. Og det skal vi leve op til, for ellers kan man komme og sige, at vi ikke lever op til bekendtgørelsen, siger Nils-Georg Lundberg.

Undervisningsminister Bertel Haarder skriver i en mail til Computerworld, at der er ved at blive strammet op på fagbeskrivelserne, så det bliver præciseret, hvordan it skal inddrages i seminarieundervisningen.

Det har ikke været muligt at få yderligere kommentarer fra ministeren.

Læs mere om uddannelsen af lærere i it-brug i den trykte udgave af Computerworld




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
SAP Excellence Day 2025

Hvordan du orkestrerer og opdeler SAP-projekter for at opnå gevinster hurtigere? Hvordan påvirker AI fremtiden for SAP i almindelighed og måske også din virksomhed? Dette er blot nogle af de svar du får ved at deltage på denne spændende konference.

03. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Backup, availability og disaster recovery

I en tid hvor truslerne mod it-driften kun vokser, er det afgørende at kende forskellen på backup, availability og disaster recovery. Deltag og få konkret viden og praksisnære eksempler på, hvordan I kan styrke jeres beredskab.

07. april 2025 | Læs mere


Cyberthreat Day, København: Trusler, angreb og forsvar i praksis

Stå rustet mod cybertrusler. Få et detaljeret overblik over de nyeste sårbarheder, angrebsmønstre og metoder, som cyberkriminelle anvender. Lyt til beretninger fra sikkerhedseksperter på den digitale frontlinje, og få indsigt i både succesfulde angreb og de, der blev afværget

08. april 2025 | Læs mere