De seneste års boom inden for produktionen af solceller har ført til knaphed og dermed kraftigt voksende priser på det rene silicium, der anvendes af både solcelleindustrien og chipindustrien. Det skriver San Francisco Chronicle.
Begge industrier er afhængige af såkaldt polysilicon, der er næsten rent silicium i krystalform, i deres produktion.
Kiloprisen på polysilicon er mere end fordoblet siden 2003, og det går i første omgang værst ud over solcelleindustrien.
Avanceret proces
- Vi har langtidsprisaftaler og forventer ingen problemer med vores leveringer. Men vi holder nøje øje med den langsigtede udvikling på polysilicon-markedet, siger talsmand Chuck Mulloy fra Intel til San Francisco Chronicle.
Silicium er ganske vist ét af de mest almindelige grundstoffer på Jorden, men processen med at forvandle silicium fra de former, det er tilgængeligt i til polysilicon er både dyr og kompleks.
- Det er en del mere avanceret end bare at tage en skovlfuld sand fra stranden, siger talsmand Bill Michalek fra MEMC Electronic Material til San Francisco Chronicle.
Firmaet er blandt de få, der fremstiller polysilicon. Processen foregår på specialfabrikker, der typisk koster over en milliard kroner at opføre.
Problemet er, at silicium i naturen typisk er kemisk bundet til ilt, og det er en kompliceret proces at opnå den grad af renhed, som der kræves til produktionen af halvlederprodukter.
Samtidig led producenterne store tab, da efterspørgslen faldt efter dotcom-krakket.
Derfor er de ifølge flere analytikere nu tilbageholdende med at skrue op for produktionen.