Hacktivismo, en international gruppe af hackere, menneskerettigheds-forkæmpere, advokater og sikkerheds-eksperter har netop frigivet Scatterchat.
Det er chat-software, der bygger på den udbredte chat-klient Gaim.
Det open source-baserede program Scatterchat er ifølge en pressemeddelese fra Hacktivismo udviklet til menneskerettigheds-aktivister og systemkritikere i lande, som udøver internetcensur og overvågning.
Almindelige brugere
Scatterchat er rettet mod den ikke-tekniske bruger og kræver ikke kompliceret opsætning.
Programmet sørger for at sikre kommunikationen mellem de involverede pc'er ved at benytte sig af kraftig kryptering af hele kommunikationsvejen.
Ifølge chefudvikler J. Salvatore Testa II rummer Scatterchat meget effektive sløringsmetoder.
- Den anonymisering og kryptering som Scatterchat indeholder, sikrer at både aktivistens identitet og hans beskeder forbliver et mysterie, selv for totalitære regimer med mange midler, siger han ifølge en pressemeddelse fra Hacktivismo.
Anvender hemmeligt netværk
Den væsentligste sikring af kommunikationen opnår udviklerne bag programmet ved at benytte det sikrede kommunikationsnetværk TOR.
TOR er et diskret netværk oprettet af den amerikanske borgerrettighedsbevægelse Electronic Frontier Foundation (EFF) for at beskytte brugerne at netværket mod trafikanalyser, en form for netværksovervågning, som kan afsløre både kommunikationens indhold og hvilke personer, der kommunikerer med hinanden.
Netværket er EFF's svar på navnlig den omfattende censur og overvågning af internettet, som Kina praktiserer i stor skala.
Hackergruppen har offentliggjort kildeteksten til softwaren på sin hjemmeside, hvor kan man i øjeblikket også downloade en Windows-udgave. Linux- og Mac-udgaver er angiveligt på vej.