Dansk distributør venter på Microsoft

Usikkerhed har afløst den glædesrus, der brød ud i danske Lean-On, da Microsoft tidligere på året købte Softricity, hvis produkter Lean-On distribuerer. For siden har selskabet intet hørt fra Microsoft.

Total tavshed.

Sådan ser virkeligheden for den danske distributør Lean-On, efter Microsoft tidligere på året meddelte, at selskabet ville købe Softricity, hvis produkter Lean-On distribuerer.

Dengang ville jublen ingen ende tage hos den danske distributør. Administrerende direktør Jakob Blønd-Sørensen sagde endda, at han løb rundt med armene højt hævet over hovedet og slet ikke kunne få dem ned.

I dag er armenes placering over hovedet stivnet en smule hos den danske direktør.

Aner ikke, hvordan landet ligger

– Vi hører intet. Der er total tavshed derude. Vi har løbende holdt møder, men vi ved ikke, hvor vi reelt står. Meldingen er, at tingene først lige skal falde på plads, før der rigtig kommer til at ske mere, siger Jakob Blønd-Sørensen.

Han er dog godt klar over, at Lean-Ons dage som distributør af produktet er talte med Microsofts køb af Softricity.

- Vi har fået at vide, at produktet vil køre videre i kanalen i de næste to år. Det er usikkert, hvad der derefter kommer til at ske. Det mest sandsynlige er, at vi må se os om efter nogle andre forretningsområder, siger Lean-On direktøren.

Førende på kompetencer

Jakob Blønd-Sørensen er dog ikke bange for, at brødet vil blive taget ud af munden på det tre år gamle selskab.

Af verdens 500 certificerede Softricity-specialister arbejder de 350 i Europa og alene i Danmark 50.

– Vi har en meget stor kompetence inden for Softricity, og det er et hårdt marked, så Microsoft får brug for venner med betydelige kompetencer, siger han.

Ude i første linie

Lean-On har ikke blot solgt Softricity programpakker, men også stået for uddannelse og været helt med ude og hjælpe til i implementeringerne hos kunderne.

– Det kan jo godt være vanskelligt, og vi vil jo gerne være sikre på, at det fungerer, som det skal, siger Jakob Blønd-Sørensen.

Netop den høje kompetence inden for Softricity-produktet vil formentlig også være der, hvor Lean-On i fremtiden skal finde sin niche.

– Hvis vi skal vurdere noget, så er det, at Microsoft gerne ser os udvikle os til en konsulentforretning, hvor de kan trække på vores ekspertise, og det er da også noget som, vi godt kan forestille os, siger Jakob Blønd-Sørensen.

Øget interesse

Lean-On er i forvejen også distributør af en række andre produkter, så Jakob Blønd-Sørensen vil ikke helt lægge sig fast på, hvordan forretningen kommer til at se ud.

Men en ting glæder han sig dog betydeligt over, og det er, at efter Microsoft har annonceret overtagelsen af Softricity, så har interessen for produktet nærmest eksploderet.

– Jeg tror, vi får to interessante år, hvor vi dels tjener en masse på licenser, og samtidig arbejder vi os hen mod en positionering på markedet, hvor vi tilbyder rådgivning og strategisk tiltag omkring virtualisering og infrastruktur, og det vil ikke kun være her hjemme, men også på internationalt plan, siger han.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere