De nye EU-lande har turbo på udrulningen af den offentlige forvaltnings digitale tjenester for borgere og virksomheder.
I Estland og Slovenien er udviklingen det seneste år gået så stærkt, at de to lande har overhalet Danmark blandt de lande, der er længst fremme på området.
Det viser EU-Kommissionens sjette undersøgelse af eGovernment i de 28 EU-lande gennemført af konsulenthuset Capgemini.
Undersøgelsen er baseret på analyser af adskillige tusinde websites inden for 20 udvalgte serviceområder.
Danmark nummer otte
I undersøgelsen indgår blandt andet mulighederne for elektroniske indberetninger til offentlige myndigheder.
Det er blandt andet skatte-området og mulighederne for at søge om miljøtilladelser og byggetilladelser, søge uddannelse og sociale ydelser samt de digitale sundhedsydelser, der indgår i vurderingen, fremgår det af en pressemeddelelse fra Capgemini.
Den seneste undersøgelse placerer Østrig på førstepladsen som det land, hvor det offentlige er nået længst med digital forvaltning. Danmark indtager ottendepladsen efter Østrig, Malta, Estland, Sverige, Norge, Storbritannien og Slovakiet.
På pladserne efter Danmark ligger lande som Finland, Frankrig, Irland og Island, der tidligere har opnået topplaceringer i undersøgelsen.
Kræver større indsats
- Det er tydeligt, at de nye EU-lande gør en stor indsats for at indføre digital forvaltning og dermed effektivisere mange af de offentlige sagsgange, udtaler Pia Rybenfeldt, Capgemini Danmark.
- Danmark er fortsat i toppen, men det er også klart, at vi allerede har gennemført de hurtige og enkle tiltag. Derfor kræver det en noget større indsats at videreudvikle den digitale forvaltning, mener hun.
I undersøgelsen scorer Danmark højt inden for elektroniske servicetilbud til virksomheder, indberetninger til skattevæsenet, flyttemeddelelse, uddannelsesansøgning og jobsøgning.
Danmark halter derimod efter på sundhedsområdet, elektronisk adgang til personlige dokumenter som kørekort, pas, vielsesattest og bilregistreringsattest samt ansøgning om byggetilladelse, fremgår det af en pressemeddelelse fra Capgemini.