Ejere trækker 862 millioner ud af TDC
De fem kapitalfonde, der sidder på 88,2 procent af aktierne i teleselskabet TDC, udnytter endnu en gang de ændrede vedtægter i selskabet og trækker penge ud af TDC. Denne gang ryger i alt 862 millioner kroner ud af TDC's kasse og ned i aktionærernes lommer. Tilbage i april besluttede TDC's bestyrelse, som er domineret af de fem kapitalfonde, også at udlodde ekstraordinært udbytte. Den gang var der dog tale om et noget større beløb, nemlig 43,5 milliarder kroner. (Børsen)
Få hjemmejob i kommunerne
Der er dobbelt så mange lønmodtagere med hjemmearbejdsplads i det private sammenlignet med kommunalt ansatte. Det giver problemer med at rekruttere og fastholde medarbejdere i kommunerne. Mens 12,9 procent af den samlede arbejdsstyrke i det private har adgang til en hjemmearbejdsplads, har kun 5,2 procent af de kommunalt ansatte en tilsvarende mulighed, viser tal fra Danmarks Statistik. (Jyllands-Posten)
Cybercity med landsdækkende IP-telefoni
Efter 35.000 kunder har købt Cybercitys IP-telefonløsning, lancerer Cybercity nu tjenesten over hele landet. Det betyder, at kunderne, mod en fast pris, kan ringe ubegrænset til almindelige danske fastnetnumre. (Berlingske Tidende)
Ny teknologi skal give sikrere veje
Transportminister Flemming Hansen (K) vil have selealarmer og elektroniske antiudskridnings-systemer, såkaldt ESP, installeret i alle nye biler. På den måde håber han, at antallet af dræbte kan falde med yderligere omkring 100 personer om året. Ministeren offentliggør i dag regeringens nye strategi for en bedre trafiksikkerhed. (Jyllands-Posten)
Krig om bilsalg på nettet
To internetfirmaer indleder nu en krig om markedet for bilsalg på nettet. Bilbasen, der ejes af Karsten Ree fra Den Blå Avis og Johnny Laursen fra Forlaget Benjamin, åbner i dag en ny auktionsdel. Konceptet er langt fra en ny opfindelse, men har i flere år været en stor succes for det fynske selskab Autocom, der ejes af brødrene Peter og Martin Grøftehauge. (Børsen)
Få automatisk dagens avisresumeer sendt til din indbakke hver morgen. Opret dig som bruger på Computerworld.dk og sæt "Dagens aviser om it" på overvågning med Computerworld Nyhedsovervågning.