Få ugers udvikling er alt, det har taget for en 28-årig programmør at skabe en ny korttjeneste, hvor man kan slå danske adresser op og få dem vist på et kort.
Umiddelbart en kompleks it-opgave til flere millioner kroner.
Men Peter Brodersen har skabt tjenesten Findvej.dk ved at bruge Googles åbne korttjeneste og kombinere den med gratis data fra Kort- og Matrikelstyrelsen.
Dermed har han på lyntid skabt en direkte konkurrent til Kraks korttjeneste.
- Jeg er ikke ude på at negligere, hvad Krak har lavet, for mange af deres funktioner er jeg selv bruger af. Men lige på det her område, tænkte jeg, at det kunne gøres bedre, siger Peter Brodersen.
Ingen dansk Google Maps
Google lancerede for et år siden korttjenesten Google Maps, men var først klar med vejkort for Europa i sidste uge. Søgegiganten har dog ikke endnu lanceret en reel dansk udgave, hvor man kan søge på danske adresser.
Peter Brodersens nye tjeneste overhaler derfor Google indenom.
Freelance-udvikleren, der har sit eget konsulentfirma, har en fortid som udvikler for blandt andet internetudbyderen Image Scandinavia, hvor man købte kortdata og brugte dem til at beregne afstanden fra ASDL-centralerne til kunderne.
Senere faldt han over gratis kortdata fra Kort- og Matrikelstyrelsen, som han sidste år brugte til at lave første udgave af korttjenesten.
- Jeg bruger stadig 2002-data, som Kort- og Matrikelstyrelsen har lagt op til download. Planen med siden er at få den opdateret, så den bruger mere aktuelle data, som Kort- og Matrikelstyrelsen stiller til rådighed, siger Peter Brodersen.
Nye tjenester
Findvej.dk er det første danske eksempel på en type af tjeneste, som i stor stil er dukket op i udlandet. Her har hundredvis af udviklere kombineret Google Maps med andre data og skabt helt nye web-applikationer.
Peter Brodersen er derfor også stor fortaler for blandt andet åbenhed i offentlige data, så de kan integreres i tjenester på nettet.
Samtidig forudser han et hav af nye tjenester, når webudviklere finder på nye måder at udnytte Googles simple korttjeneste og integrere den med andre datakilder.
- Det klassiske eksempel er ejendomsmæglere, som i forvejen betaler til Krak eller TDC, men nu har mulighed for at lave noget selv. Man kan med beskedne midler lave en tjeneste, hvor man ikke alene kan plotte steder ind i en by, hvor der er huse til salg, men også viser fotos og priser på selve kortet, siger han.
Kort-spil
Et andet tankeeksempel er at bruge den indbyggede positionering i 3G-mobiler til at vise folk på et kort eller ligefrem lave et spil baseret omkring, at man skal finde sine venner.
På samme måde kan man bruge offentlige oplysninger om boliger og folk til at vise ting på en ny måde.
- Der er rigtigt mange informationer derude, som det bare er at tage fat i, siger Peter Brodersen.
Google ønsker ikke at oplyse, hvornår selskabet selv officielt er klar med Google Maps i Danmark, så der også kan søges på adresser.
Relevante link