To danske spiludviklere bosat i Australien og England har svært ved at få armene ned, efter deres spil, War World, på få måneder er solgt via nettet mere end 1.000 gange for en pris på cirka 185 kroner.
Det titulerer til betegnelsen fiasko, hvis man sammenligner med den danske kassesucces Hitman Silent Assassin, der er langet over disken mere end tre millioner gange.
Men det er alligevel nok til, at de to spiludviklere med en musiker på sidelinjen nu har penge til finansiere deres næste spilprojekt.
- Hvis vi laver et spil på et år, kan vi tjene det hjem ved at sælge 2.500 kopier. 10.000 solgte spil er stort for os, og sælger vi 20.000, har vi penge til de næste fem år, fortæller medstifter Morten Brodersen.
Drop milliondrømmene
Forretningsmodellen er noget anderledes end spiludviklernes normale drømme om at skrabe tocifrede millionbeløb sammen til at udvikle spil til den næste generation af spilkonsoller som Xbox 360 og PlayStation 3.
Men det er en model, som vil passe fint til andre danske spiludviklere, mener Morten Brodersen.
Et eksempel er fynske Oddlabs, som forsøger at overleve ved at sælge spillet Tribal Trouble via nettet.
- Hvis det viser sig, at du som enkeltperson tjener det samme, hvis du er tre personer, som når du er 50 personer, hvorfor så ikke have frihed til at lave det spil, du gerne vil? spørger han.
Morten Brodersen og kollegaen Johnni Christensen har tidligere arbejdet sammen hos den britiske spilgigant Rare, hvor de var med til at skabe spil solgt i millioner af eksemplarer.
Mere plads til nichespil
Ifølge dem er spilfirmaernes øgede fokus på storsællerter med til at gøre det endnu lettere for de små firmaer, som satser på nichespil.
- Det betyder, at der bliver fokuseret endnu mere på en smal gruppe af spil, mens der er 200 eller 300 spil, som de store hold ikke kan lave. Det gør, at der er en efterspørgsel efter spil, som ikke bliver mødt af de store forlag. Det er perfekt for os, mener Morten Brodersen.
War Worlds netsucces har samtidig sikret danskerne en aftale med et hollandsk firma, som vil distribuere en udvidet udgave af spillet i fysiske butikker i hele Europa.
De er nu på udkig efter en lignende partner til det amerikanske marked.
Det næste projekt fra de to eksil-danskere bliver et online-strategispil i realtid - i branchen også betegnet som RTS.