CES (Consumer Electronics Show), der blev afholdt i Las Vegas i sidste uge, har de sidste år udviklet sig til langt mere end en messe for forbrugerelektronik: Det er i stigende grad også et show, hvor der lanceres løsninger, som er relevante for mindre og mellemstore virksomheder. Dette gjaldt i år for en række af nyhederne inden for trådløse netværk.
Således lancerede Intel Centrino Duo-teknologien, som er selskabets første dobbeltkerne-version af Pentium M-processorerne, der er beregnet til bærbare pc’er, og som integrerer anvendelsen af trådløse lokalnet i endnu højere grad end tidligere. Centrino Duo, der tidligere var kendt under navnet Napa, omfatter dels selve dobbeltkerne-processoren, dels et chipsæt, der er optimeret til anvendelse i bærbare, og endelig et opgraderet chipsæt, der understøtter de trådløse protokoller 801.11a,b og g.
Til WiMAX, der er en teknologi, der tænkes anvendt til at etablere trådløse internet-forbindelser i et lokalområde, introducerede Samsung bærbare pc’er og avancerede trådløse telefoner, der benytter 801.16e-varianten af WiMAX-standarden 802.16.
802.16e, der blev ratificeret som standard i december sidste år, er udviklet med henblik på at gøre det muligt at koble sig på en WiMAX-forbindelse lidt lige som man kobler på et mobilnet - hvor WiMAX hidtil mest har været anvendt i opsætninger med faste antenner. Det er ikke tilfældigt, at Samsung er tidligt ude med løsninger på dette område, for specielt koreanske selskaber arbejder en del med såkaldt mobil WiMAX, som de kalder WiBro (for Wireless Broadband). På messen demonstrerede Samsung data sendt med en hastighed på 800 kbit/s og hentet med 500 kbit/s, men selskabet forventer at få disse hastigheder op på 5,8 Mbit/s og 2,3 Mbit/s.
Endelig viste en række udstillere udstyr til Ultra Wide Band (UWB), der er en forholdsvis kortrækkende radioteknologi, som gør den ideel til dækning i hjem eller i mindre kontorer. UWB udvikles til overførselshastigheder, der skulle kunne nå op mod et maksimum på 480 Mbit/s. Dels blev der på udstillingen vist UWB-hubs og dels enheder til overførsel mellem spillekonsoller eller computere og tv.
CES viser dog også, at udviklingen af UWB-udstyr hæmmes af, at to grupper - henholdsvis WiMedia Alliance og UWB Forum - fremlægger konkurrerende planer for, hvordan UWB-radiosignalerne skal moduleres. Dette har lammet arbejdet i standardiseringsorganisationen IEEE’s 802.15.3a-arbejdsgruppe, der står for standardiseringen på området.