Tunge, traditionelle industrier skal have en hjælpende hånd fra it-verden til glæde for begge parter og til gavn for Danmark.
Det var et af branchefællesskabet ITEK's forslag, da Globaliseringsrådet torsdag og fredag diskuterede innovation og vidensdeling. Blandt de inviterede var ITEK og IT-Brancheforeningen.
– Danske virksomheder er nødt til at være et hestehoved foran ved at bruge den nyeste teknolog, hvis Danmark skal være i superligaen, siger Tom Togsverd, direktør for ITEK.
Mere it-support til de knap så højteknologiske brancher vil gavne på to fronter.
– Industrien får et skub op i værdikæden og dermed større international konkurrencekraft. Og samtidig får vi flere kunder i butikken i IKT-branchen, siger Tom Togsverd.
Intelligent jern
Et godt eksempel er pumper fra Grundfos, der selv ringer hjem, når det er tid til service.
Men ikke alle steder er der overskud til at tænke på ny teknologi ved siden af den daglige drift.
– Mange mindre eller mellemstore virksomheder kommer ikke ud af starthullerne. De skal have et ekstra skub, siger Tom Togsverd.
Derfor har ITEK siden marts 2005 kørt programmet Intelligent Jern, sammen med Provinsindustriens Arbejdsgiverforening.
Det er et tilbud til små og mellemstore virksomheder i jern-industrien om en hjælpende hånd til at gøre produkter eller produktion smartere ved hjælp af it- og kommunikationsteknologi.
Innovationstjek
De 18 virksomheder, der foreløbigt har været plads til, gennemgår et "innovationstjek", som består af tre dagslange besøg af ITEK-repræsentanter og teknologieksperter fra udviklingscentret Delta.
– Vi gennemgår en virksomhed fra A til Z og ser, hvor vi kan sætte ind og skabe innovation med it. Ud fra det vælger vi et fokusområde, hvor der for alvor kan flyttes noget, siger John Sarborg Petersen, der er projektets ankermand hos ITEK.
Brug for gode eksempler
Møderne munder ud i en handlingsplan, som virksomhederne kan gå videre med.
Otte af virksomhederne har nu været gennem innovationstjekket, og alle er siden gået i gang med forslagene i handlingsplanen.
Nogle steder har innovationstjekket ligefrem ført til en løsning af et problem med det samme.
Resultaterne har været fantastiske, lyder det begejstret fra ITEK, som vil have sådanne initiativer gjort mere udbredte.
– Vi har brug for gode eksempler, som kan inspirere naboen. Og jeg tror, at man kan undgå et par begravelser, hvis vi hjælper med at skubbe til et par virksomheder og formidler budskabet videre, siger Tom Togsverd.