Amerikanske Autodesk får per 1. februar 2006 ny landechef i Danmark.
Norske Kristian Sneltvedt afløser sin landskvinde Trude Berg i chefstolen.
Trude Berg er sideløbende med karrieren hos Autodesk formand for softwareselskabernes brancheorganisation, BSA, i Danmark. BSA har som målsætning at begrænse piratkopiering.
For Kristian Sneltvedt bliver det et gensyn med den samme stol, som han sad i fra 1996 og indtil Trude Berg overtog i 2001.
Kristian Sneltvedt er i dag Nordic Channel Manager og bevarer sideløbende sit ansvar for forhandlerkanalen i Finland og Sverige og landeansvaret for Norge.
Trude Bergs afgang skal ses i lyset af, at hun, stadig i Autodesk-regi, skal være "nordeuropæisk spydspids for Autodesks kamp mod piratkopieret software", hedder det i en pressemeddelelse fra Autodesk.
Trude Berg tiltræder en stilling som Sales Executive i Autodesks Northern Europe License Compliance-enhed, der arbejder med strategi og rettigheder omkring software og licenser.