Broadcom på kant med loven

Bredbåndsudbyderen Broadcom holder kunder fast i perioder på et halvt år ad gangen, selv om loven dikterer højst en måneds opsigelse. Men ingen har klaget til Teleankenævnet.

Kunder hos Broadcom Bolignet, der ønsker at opsige et abonnement, skal betale helt til udgangen af de seks måneders perioder, abonnementet sælges i ad gangen.

Sådan står der i Broadcoms forretningsbetingelser, men det er i direkte strid med loven.

Private kunder har nemlig altid ret til at kunne opsige et internet-abonnement med højst en måneds varsel, når de første seks måneders binding er forbi.

Det er de samme betingelser, som skal gælde for telefonabonnementer, og disse regler er ganske nøje beskrevet i lovgivningen.

I udbudsbekendtgørelsen for elektroniske kommunikationstjenester står der således sort på hvidt, at det efter de første fem måneders abonnement skal være muligt at opsige en aftale med højst en måneds varsel.

Det bekræfter specialkonsulent Jesper Fejerskov fra IT- og Telestyrelsen.

Vælg et dyrere abonnement

Efter 36 minutter i Broadcoms telefonkø – i selskab med fem julemelodier i båndsløjfe – erfarede Computerworld Online, at selskabets direktør Kaare Siesing ikke ønskede at tale med pressen per telefon. Han er derfor blevet interviewet via e-mail.

Kaare Siesing mener ikke, at Broadcom handler i strid med loven, da kunder altid kan sige op med en måneds varsel.

– Lad os lige slå fast en gang for alle, at et abonnement altid kan opsiges med en måneds varsel efter de første seks måneder. Så er det vist ikke til at misforstå, skriver Kaare Siesing.

Kunden skal blot skifte fra det billige abonnement til 49 kroner til et, der koster 229 kroner om måneden.

- Et abonnement til 49 kroner om måneden oprettes med seks måneders periode, mens et abonnement til 159 kroner om måneden oprettes med tre måneders periode og et abonnement til 229 kroner eller derover med en måneds periode, skriver Kaare Siesing.

Men muligheden for at skifte til et over fire gange så dyrt abonnement er ikke nok til at leve op til bekendtgørelsen.

– Som privat kunde skal man kunne komme ud af det abonnement, man sidder i, med en måneds varsel. En udbyder kan ikke kræve, at kunden skifter til et dyrere abonnement, siger Jesper Fejerskov fra IT- og Telestyrelsen om reglerne.

Egen undersøgelse i gang

Hvis myndighederne henvender sig og fortæller, at Broadcom er på kant med reglerne, vil firmaet stoppe udbuddet af den slags abonnement, understreger Kaare Siesing.

– Da vi dels afventer vores egen undersøgelse og dels ikke har modtaget nogen henvendelse til dato, har vi ikke for nærværende ændret noget, skriver Kaare Siesing.

Firmaet holder løbende IT- og Telestyrelsen orienteret om produkter og betingelser, forklarer han.

Der har heller ikke været klager over Broadcom hos Teleankenævnet, der behandler klager fra forbrugere.

Kunde med ekspert i baghånden

Broadcom har dog fået læst og påskrevet af i hvert fald én utilfreds kunde.

lskander H., der ikke ønsker sit efternavn frem, måtte betale abonnement til Broadcom til og med december måned, selv om signalet blev stoppet i oktober.

Hans boligforening valgte nemlig at opsige aftalen med udbyderen i sommer efter to et halvt år, men beboerne skulle stadig betale til Broadcom for hele næste halve år.

Iskander læser på IT-Universitetet, og da han løb panden mod Broadcoms bindingsperiode, havde han tilfældigvis lige fulgt et kursus i telekommunikationsret.

Efter at have drøftet sagen med sin forelæser – en ekspert på området fra Handelshøjskolen i København – klagede han til Broadcom med henvisning til alle relevante paragraffer. Men Broadcom insisterede på, at han skulle betale, og Iskander opgav at tage kampen op.

De tre måneder uden forbindelse svarede til 147 kroner, og det var ikke besværet værd, vurderede han.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
BI Excellence Day 2025

Kom og få indsigt i, hvordan du kan arbejde målrettet og struktureret med BI, så din virksomhed bliver i stand til at tage hurtige og datadrevne beslutninger, der understøtter din virksomheds strategi. Netværk og del erfaringer med ligesindede og mød eksperter, der kan give viden om de nyeste tendenser, og hvordan du gør brug af disse uden at gå på kompromis med compliance.

30. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Geopolitik og cloud

Private vs. public cloud - hybride løsninger der sikrer kritiske data. Overvejer din organisation at vende de amerikanske cloud-giganter i ryggen set i lyset af den geopolitiske situation? Vi dykker ned i en dugfrisk rapport og diskuterer mulighederne for en "Plan B".

05. maj 2025 | Læs mere


Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

06. maj 2025 | Læs mere