I 2006 vil danske myndigheder og virksomheder blive stillet over for en ny udfordring på indkøbssiden.
Det sker med den såkaldte e-ordre, der ligesom e-faktura skal være et incitament til at få den offentlige sektors indkøb gjort helt elektroniske.
Hvor e-faktura er sidste del af indkøbsprocessen er e-ordre-initiativet digitalisering af indkøbsprocessens første element - det vil sige afgivelse af ordrerne.
Ingen big bang-strategi
Fremfor en big bang-strategi har Danmark ifølge direktøren for Økonomistyrelsen, Claus Juhl, netop valgt en strategi, hvor del-elementer af processen digitaliseres et for et.
- Ligesom e-faktura var digitalisering af en delproces, vil vi nu se på andre delprocesser. Vi ser nu på e-ordreafgivelse som den næste mulighed, siger direktøren for Økonomistyrelsen, Claus Juhl efter at styrelsen i går modtog den prestigefyldte EU-pris eEurope Award for e-faktura.
Om tidsplanen for e-ordre siger Claus Juhl, at der skal tages beslutning om, hvilke standarder der skal bruges først i 2006.
Det er ifølge Claus Juhl endnu for tidligt at sige, om der bliver tale om lovgivning om standarder på samme måde som det var tilfældet med e-faktura.
- Men strategien for e-faktura viste sig at være god. Det vigtigste er dog ikke, om der lovgives eller ej. Det vigtigste er, at standarder kommunikeres klart ud. Og her er lovgivning jo en meget klar måde at kommunikere på, siger Claus Juhl.
Længere forberedelse
Han understreger dog, at der for e-ordre vil komme en længere forberedelsesperiode, end der var for e-faktura.
- Vi er blevet klogere. Processen med e-faktura var for presset fra vores side, både for de offentlige indkøbere og for virksomhederne. Der bør være en længere indkøringsperiode, og der skulle også have været et længere varsel om e-faktura. Man kan ikke gennemføre forandringer så hurtigt, som vi prøvede med e-faktura, og så regne med at det hele virker fra dag et, siger Claus Juhl.
Når det er sagt, så er han i dag glad for at e-faktura nu er kørt ind, så 90 procent af fakturaerne til det offentlige er blevet digitale på et år.
Det svarer til cirka 15 millioner fakturaer på et år.
Økonomistyrelsen regner i øjeblikket på, hvad den offentlige sektor kan spare ved helt at digitalisere indkøbene, men beregningerne er ikke færdige.
Der regnes med betydelige besparelser både på processen og på varepriserne, men Claus Juhl vil ikke sætte tal eller procenter på, før beregningerne er færdige.
Måske fælleseuropæisk standard
Efter at Danmark i går fik en eEurope Award for e-faktura er der summet en del om perspektiverne i at gøre e-faktura til fælleseuropæisk standard.
I forvejen bygger den danske løsning på en EU-standard, OIO XML, som Videnskabsministeriet har lagt sig i selen for at få vedtaget.
Så selv om indkøb ikke er et EU-anliggende, men et nationalt anliggende, kan man godt forestille sig, at e-faktura kan blive udbredt til hele EU, mener Claus Juhl.
- Landene kan jo sagtens aftale at bruge den samme kommunikationsstandard til elektroniske fakturaer, siger Økonomistyrelsens direktør.