IBM kan nu officielt prale af at stå bag verdens hurtigste supercomputere.
Top 500-listen over verdens kraftigste supercomputere, som blev offentliggjort i dag, har IBM på de tre første pladser, og selskabet dominerer listen.
IBM kunne for nylig indvie supercomputeren Blue Gene/L, som selskabet har leveret til Lawrence Livermore-laboratoriet.
Den ligger nu suverænt nummer ét på listen med 280,6 teraflops eller 280,6 billioner flydende kommatalsberegninger per sekund.
Det er mere end den samlede regnekraft fra de øvrige systemer i top fem tilsammen.
IBM sidder på de tre første pladser, hvor nummer tre også er installeret på Lawrence Livermore-laboratoriet.
Først på fjerdepladsen dukker en anden leverandør op, nemlig Silicon Graphics eller SGI med supercomputeren Columbia, der er installeret hos rumfartsorganisationen NASA.
På femtepladsen finder man supercomputeren Thunderbird, som er leveret af Dell, der ellers ikke er specialist i supercomputere.
IBM sidder også på ottende og niendepladsen på listen og dominansen fortsætter med i alt knap 44 procent af alle systemerne i top 500. Nummer to målt på antal systemer er Hewlett-Packard, som dog ikke har nogen systemer i top 10.
Ikke mindre imponerende er det dog, at japanske NEC's supercomputer Earth Simulator fortsat er at finde i top 10 på en syvendeplads efter at have siddet solidt på førstepladsen i næsten tre år, indtil IBM overtog den for et år siden.
Målt på processorer er det Intel, der dominerer i to tredjedele af systemerne, efterfulgt af IBM's Power-processorer i 73 systemer og AMD i 55 systemer.
For AMD er det en fordobling i forhold til den seneste opgørelse for blot et halvt år siden.