Artikel top billede

(Foto: Yender Gonzalez/Unsplash)

Amazon afviser at ville tirre Donald Trump med at skrive importafgifter på sine prisskilte

Det har aldrig været på tale for Amazons hovedsite, lyder det nu fra Amazon i det, der kunne have udviklet sig til en ubehagelig krise for e-handels-giganten.

Det Hvide Hus har langet ud efter Amazon for angiveligt at ville fremvise Donald Trumps nye importafgifter direkte på prisskiltene.

Nu afviser Amazon selv historien, skriver Washington Post. Mediet er ejet af Amazon-stifter Jeff Bezos.

“Teamet, der driver vores lavprisbutik Amazon Haul, har overvejet at oplyse importafgifter på visse produkter,” siger en talsmand fra Amazon til Washington Post og fortsætter:

“Det har aldrig været på tale for Amazons hovedsite, og der er ikke implementeret noget på nogen af Amazons platforme.”

Baggrunden for balladen kommer efter, at mediet Punchbowl News hævdede, at Amazon planlagde at synliggøre omkostningerne ved Trumps nye straftold på varer fra Kina. Rygtet fik straks Det Hvide Hus op i det røde felt.

Under et pressemøde beskyldte Det Hvide Hus’ pressesekretær, Karoline Leavitt, Amazon for “et fjendtligt og politisk angreb”, da hun blev spurgt ind til sagen.

Ifølge Leavitt kom reaktionen direkte fra toppen. Hun havde kort forinden talt i telefon med præsident Trump.

Grænse på 800 dollar

E-handels-virksomheder som Amazon er presset af, at Trump har øget toldsatserne på kinesiske varer op til en sats på 145 pct. Samtidig er bagatelgrænsen fjernet, så selv småpakker fra Kina og Hongkong bliver ramt.

Tidligere var der en minimumgrænse på 800 dollar, før der overhovedet skulle lægges nogen form for told på varerne.

Karoline Leavitt afviste blankt at forholde sig til, om forholdet mellem Donald Trump og Jeff Bezos nu er lagt på is.

Ifølge en ny måling fra CNN falder Trump kraftigt i meningsmålingerne. 59 pct. mener nu, at Donald Trumps politik, som han i høj grad har gennemført via præsidentielle dekreter, har gjort økonomien værre.